I en lille jysk landsby ånder alt fred og ro. Solen skinner fra en skyfri himmel. I villaen, hos kredslæge Haller (Albrecht Schmidt), hører man en klokkeren stemme som synger en gammel melodi. Det er Hallers unge smukke datter, den 20 årige Lilli (Ulla Poulsen). Haller selv har det typiske udseende som kendetegner en videnskabsmand. På grund af private sorger måtte han i sin tid afbryde en lovende karriere i København og begrave sig ovre i den afsides liggende egn af Jylland. Af væsen virker han ret barsk, men det er kun på overfladen. I virkeligheden er han et ejegodt menneske, hvis patienters ve og vel ligger ham stærkt på sinde. Det har været svært at blive accepteret, for folk på disse kanter kræver andet end en dygtig mediciner. For dem gælder det først og fremmest om at de kan have tillid og fortrolighed til den mand, der skal helbrede dem. Derfor er patientskaren ikke så stor. Derimod stiger antallet af patienter hos den kloge mand Rasmus Thomsen (Carl Alstrup). Dette er en kilde til vrede og forbitrelse hos Haller og da han erfarer, at en ung medicinsk studerende Ulf Thomsen (Ebbe Rode), som har opsøgt ham i et fagligt spørgsmål, og hvis arbejde Haller syntes om, er søn af den kloge mand, beder han ham om at forføje sig. Imidlertid er Ulf og Lilli, der er barndomsvenner, blevet forelsket i hinanden, og da han rejser tilbage til København til sine studier, begynder der en brevveksling mellem de to unge med Rasmus som postillon’ d’amour og under sine mange små hemmelige besøg efter post hos Rasmus, lærer Lilli at sætte stor pris på ham som et ejegodt menneske, hvis eneste ønske er sønnens uddannelse og fremtid. Hun opdager samtidig, at Rasmus ejer en psykologisk sans og at det er mere ved hjælp af den, end de salver han bruger. Tiden iler og sommeren holder sit indtog og Ulf vender hjem som prækandidat. Rasmus’ faderstolthed kender ingen grænser, da han efter at have hentet Ulf ved toget, vandrer gennem landsbyen med ham ved sin side. Begivenheden skal fejres og ved festmiddagen, hvor også Lilli er inviteret, holder Rasmus en bevæget tale for Ulf, hvor han fortæller, hvor svært det har været for ham, hvor magen afsavn han har pålagt sig selv for at Ulf kunne nå denne dag. Talen afbrydes ved at Haller, der udtrykker sin forbavselse ved at finde sin datter tilstede. Han retter en frygtelig anklage mod Rasmus: En lille pige, som Rasmus har behandlet, er død af bughindebetændelse. Ulf forfærdes over faderens metier og efter en hård ordudveksling skilles fader og søn som uvenner. Der rejses tiltale mod Rasmus Thomsen, men ved Hallers mellemkomst frafaldes sigtelsen. Rasmus lever hård og bitter i afsondrethed fra alle mennesker og afviser alle sine tidligere patienter. Ulf og Lilli er blevet gift og er flyttet ind i Hallers lægebolig. De har fået en lille pige og deres lykke syntes at være fuldkommen, men skæbnen er dem ublid. Den lille pige bliver syg og efter få dage dør hun. Lilli er utrøstelig og Ulf står hjælpeløse overfor et tiltagende sløvsind hos hende. En dag beder hun om at få lov til at tale med Rasmus, for ikke at lade noget være uprøvet. Så går Haller den tunge gang til Rasmus Thomsen, som i sin bitterhed afviser ham. Efter Haller er gået, kæmper Rasmus en hård kamp med sig selv, men til sidst sejrer det bedste i ham og han vandrer i efterårsstormens slud til Lilli’s sygeleje. Og det forunderlige sker. Han får Lilli til at sove, sove den søvn, som bærer helbredelsen i sig selv. Ulf er lykkelig og fader og søn genforenes, og Haller siger: “Før kaldte jeg dem kvaksalveren, men nu ved jeg at de med rette bærer navnet Den kloge mand”.
Bio Program Bio Program
