I Nyboder, Krokodillegade nr. 24, udspiller der sig et større familieopgør. Husets unge datter Lilly (Ellen Jansø) har besluttet at skabe sig et navn og en karriere inden for teatret. Hendes mor Petrea Petersen (Ellen Margrethe Stein) er rasende. Det passer sig ikke for en ung blufærdig pige at udstille sig på den måde. Hendes far overfyrbøder Martinius Petersen (Carl Fischer) derimod mener, at hun har talent – efter ham naturligvis –. Han siger, at hun skal følge sin lyst. Karin Olsen (Lis Smed) har ladet sig bedåre af chefens søn Eyvind Holm (Sigfred Johansen), en forkælet og overfladisk ung mand der, mens forældrene er bortrejst, benytter chancen for at prøve, med løfter om evig kærlighed og ægteskab, at forføre hende. De overraskes imidlertid af Eyvinds far, som dukker uventet op. Da han afkræver sin søn en forklaring, viser Eyvind sig som en lus: Han nægter at have noget kendskab til hende. Karin erkender overfor de to herrer, at hun har været både dum og blåøjet. Hun betror sin bror radiotelegrafist Hjalmar Olsen (Ib Schønberg), hvad hun har været udsat for. ”Lad mig engang få fingrene i den fyr, så skal han få”, siger Hjalmar. Skæbnen er lunefuld, og dens veje er uransagelige. På Holmen, mellem de nyindkaldte mariner, befinder Eyvind Holm sig. En dag konfronteres han med Hjalmar, der fortæller, hvem han er. Eyvind udtrykker glæde ved endelig at hilse på Karins bror. Der opstår et klammeri, som dog ender med, at Hjalmar konstaterer, at Eyvind er en fars dreng og en kujon, og han priser sig lykkelig for ikke at være kommet i familie med ham, og at han i øvrigt skal tage sig i agt. På deres første togt imponerer Eyvind sine kammerater og Hjalmar, ved at lave 6 plettere af 6 mulige skud. Men Hjalmar føler kun foragt over for det. For første gang i sit liv skal Eyvind klare sig selv. En ny ukendt fornemmelse for ham. Under togtet anløber Armadaen en provinsby, Det sætter hele byens befolkning i trance, ikke mindst de unge piger, der ser frem til matrosernes besøg. Matros Poul Jensen (Poul Müller) er ked af, at soldatertiden snart er forbi. Han beklager sig til Eyvind: Han har intet at komme hjem efter. Han står uden arbejde, og der er ikke store chancer for, at få noget at rive i. Eyvind lover ham at tale med sin Far. Han er sikker på at faderen kan bruge ham. Der opstår en kritisk situation, der grænser til det gamle piratliv. Det kræver imidlertid den største diskretion, hvor flåden ikke kan indblandes. Her viser Hjalmar sig som en handlekraftig mand. Han overtager styringen af situationen. Eyvind tilbyder at tage med, hvilket forbavser Hjalmar. Raidet kan ikke foregå i marinens uniformer, så her hjælper pigerne marinerne. De skaffer dem nogle civile klæder og det lykkes marinerne, med pigernes hjælp, at afværge en katastrofe. Og Eyvind – ja han viste sig trods alt at være et mandfolk, så han og Hjalmar begraver stridsøksen. Karin tilgiver Eyvind hans lumpne og tåbelige opførsel. Marinerne roses af næstkommanderende for deres hurtige indgriben, og han overrækker dem en check på 10.000 kr. som dusør for deres snarrådige indgriben. Samtidig bliver Hjalmar indstillet til forfremmelse til kvartermester. Eyvind og Karin indser, at de elsker hinanden, og forlover sig, med Hjalmars velsignelse.
