Barnet

En tidlig sommermorgen, på et vandrerhjem, finder man blandt gæsterne to unge piger. Den lille kontordame Ilse (Lis Smed) og den juridiske studine Ruth (Inger Stender). Af deres samtale forstår man, at Ilse har et meget borgerligt livssyn. Ved et tilfælde støder de to piger på en af Ruths studenterkammerater, Pontus Berthelsen (Mogens Wieth). Han tilbringer sommerferien i en lille fiskerhytte, som hans ældre og mere velbeslåede bror har lejet. Han må dog bidrage til den fælles husholdning med penge, som han tjener ved at spille til dans på kroen, sammen med den lokale spillemand. Den lidet verdenserfarne Ilse fatter hurtigt interesse for Pontus, som er i besiddelse af megen medfødt charme. Veninden Ruth advarer hende, halvt i spøg, mod at forelske sig i Pontus, men ved skæbnens tilskikkelse sker det, at Ilse kommer til at spise til aften med Pontus i hytten. Det viser sig at Ruths advarsel ikke har været ganske uberettiget, for Pontus er, i enhver henseende, total umoralsk, og tager meget let på tingene. Uden at være virkelig forelsket i Ilse, gør han sit bedste for at erobre hende. Han har en udmærket forbundsfælle i sommeraftenens stemning, med måneskin og nattergalesang, og da halvdelen af hytten er lejet ud til nogle ferierende musikere, bidrager også deres musik, fra naboværelserne, til at øve en farlig virkning på Ilse. Imidlertid viser det sig, at Ilses borgerlige indstilling i forbindelse med tankerne om den mand, hun skal giftes med, bevirker, at hun ikke falder for Pontus’ ret ihærdige tilnærmelser, Da det går op for ham, at hans forsøg på at besnære hende, fuldstændigt preller af på hende, forlader han hytten, på en sådan måde, at han ikke taber ansigt. Han er klar over, at det er tanken om den anden mand, der har fået Ilse til at stå imod. Året efter genser vi de to unge mennesker i København. Hun er ikke længere den sommerferieglade unge pige, men en ganske dagligdags forslidt kontorpige, der har brudt med sin kæreste og indladt sig i et forhold til Pontus. Han på sin side betragter hende kun som en pige han ”går med”. Det sårer hende dybt, at han ikke vil præsentere hende for sin familie. Da det endelig sker, er hendes forhold til disse mennesker vanskeliggjort af, at hendes forhold til Pontus har fået følger. Pontus’ familie er en typisk Københavnsk middelklassefamilie, med den gamle søde mor, enkefru Berthelsen (Agis Winding) som midtpunkt. Foruden Pontus har hun 2 sønner og en datter. Den ældste søn Albert (Bjarne Forchhammer) ugift og egoistisk langt ud over det tilladelige. Han har en ganske god stilling og han træder ofte hjælpende til og støtter moderen og Pontus økonomisk, af ren og skær egoistiske grunde, og han forlanger til gengæld deres tak adskillige gange. Den næstældste søn, Elias (Charles Tharnæs), er en godmodig, lad fyr, som er uddannet manufakturhandler. Han er gift med Anne (Inger Lassen), en velhavende spækhøkers datter, der kører ham i ret stramme tøjler. Datteren Cora (Beatrice Bonnesen) er gift med kontormanden Henrik (Gunnar Lauring), hvis gage ikke rækker til en normal husholdning, hvilket bevirker, at fruen må bidrage til livets ophold ved at tage et kontorjob. Gamle fru Berthelsen elsker børn, og det er hende ikke nok, at Elias og Anne har en lille datter. Hun prædiker tidlig og silde for Cora og hendes mand, at deres liv ville blive langt lykkeligere, hvis de fik et par børn. Men Cora er den moderne selverhvervende kvinde, der har indstillet sig på ikke at få børn. Det skaber lidt bitterhed mellem mor og datter. Familien er meget splittet i spørgsmålet om Pontus’ kommende faderskab, især da det er med en pige han ikke er gift med. Skandalen, og hensynet til den gamle fru Berthelsen, får dem til at overveje andre udveje end den at Ilse skal føde sit barn. Ilse lader et kort øjeblik sig forvirre, og er på nippet til at begå fosterdrab, men hendes sunde livsindstilling, får hende til at træffe den rigtige beslutning og stå ved sit ansvar. De to unge bliver enige om at løse deres problem og se situationen i øjnene. De vil holde sammen til fordel for det barn de venter.