Den store forretnings- og finansmand Thomas Berg (Poul Reumert) er en uhyre travlt optaget mand, som kun dårligt kan få døgnets 24 timer til at slå til. Han har store interesser over hele Skandinavien, og altid er han på rejse eller optaget af konferencer. Han trækker hårde veksler på sit personales arbejdskraft, men han er, hvad kvinderne kalder en flot mand og han er heller ikke uinteresseret i det smukke køn. Hans motto er dog ”arbejde for sig og kvinder for sig” Han har en privatsekretær, Lilli Lund (Else Jarlbak), som virker lidt for distraherende for ham. Han fyrer hende, men lader samtidigt skinne igennem, at han har så varme følelser for hende, at han gerne vil møde hende under mere private former. Hun er henrykt over hans beslutning. Der er imidlertid en til, der bliver ligeså lykkelig som Lilly. Det er Frk. Eva Holm (Marguerite Viby), der hører nyheden gennem en ven. Hun styrter op på Bergs kontor og anmoder om en samtale. Han afviser hende, men hun slipper alligevel ind til ham, hvor det lykkes hende med sin indtagende sikkerhed og charme, at overbevise ham om, at han slet ikke kan undvære hende. Det tager pippet fra forretningsmanden og han engagerer hende som privatsekretær. Hun fortæller ham lidt om sit liv, og betegner sig selv som Frøken Kirkemus en titel Berg senere benytter sig af, da han skal præsentere sin nye privatsekretær for sin søn (Knud Rex), en moderne, ung schlagerkomponist og sin ven obersten (Johannes Meyer), der er bestyrelsesmedlem i det store foretagende. Frøken Kirkemus er et jern til at arbejde. Hun har omløb i hovedet og Thomas Berg bliver hurtigt henrykt for sin nye privatsekretær. Også sønnen og obersten bliver glad for hende, men det er på en lidt anden måde. Det er hendes kvindelige egenskaber, der gør indtryk. I den bedste stemning tager hele selskabet til Stockholm, idet Thomas Berg for længst har glemt sin aftale med Lilli Lund. Det har hun ikke, og hun er med samme tog og træffer undervejs Frøken Kirkemus som hurtigt finder ud af sagens rette sammenhæng og handler derefter. Hun har en liste over, hvilke personer der absolut ikke må forstyrre Berg og Lilli kommer øverst på listen, ligesom det lykkes hende at forpurre deres aftalte møde. Thomas Berg finder ud af, hvad hun har gjort og bliver rasende og benytter lejligheden til skarpt at demonstrere over for hende, hvem der bestemmer. Han er samtidig irriteret på sig selv, for han har fundet ud af at han faktisk er forelsket i Frk. Holm. Frk. Holm bliver fyret, men når lige at komme med sin forbeholdne mening om Berg og hans damebekendtskab, inden hun, såret og fortvivlet, går op for at pakke. Berg ender med at bide alt sin stolthed i sig og erklære hende sin kærlighed. Nu er den store finansmand den lille, og Frøken Kirkemus kan diktere sine betingelser for et videre samarbejde, dog ikke som chef og privatsekretær, men på en mere familiær måde.
Bio Program