Filmens hovedhandling udspilles under første verdenskrig. Den danske ingeniør Torben (Hans Henrik Krause) bliver på et hotel mødt af en kvindelig gæst, der siger ham, at han skal passe på for: “Hveranden gæst på hotellet er spion”. Han er lige kommet fra Rusland, hvis hemmelige politi har tildelt ham et kurerpas. Han skal bringe nogle vigtige breve til Zarens hemmelige repræsentant i et af de neutrale lande, hvor den internationale spionage florerer bag de tilsyneladende fredelige kulisser. Ved ankomsten til rejsens mål, erfarer han, at hans bedste ven, en ung russisk kurer ved navn Tuschin er fundet død – man går ud fra at han er myrdet. Han flytter ind på det hotel, hvor Tuschin boede. Kvinden har ikke advaret ham uden grund. Han erfarer hurtigt, at hotellet er fuld af svindlere og fidusmagere. Under sit arbejde som selvbestaltet opdager, hvirvles han ind en spionaffære, som han ikke kan forstå, indtil det begynder at dæmre for ham, da han møder den smukke unge pige Irene (Lily Weiding), som arbejder som stenograf for gæsterne. Han bliver forelsket i Irene, men har samtidig følelesen af, at hun, via en forbindelse med en vis hr. Bestritsky (Paul Rohde), er indblandet i mordet. Han forstår ikke, hvorfor hr. Bestritsky har så stor magt over hende, men det lykkes ham under dramatiske omstændigheder at få hendes fortrolighed. Hun røber sagens rette sammenhæng og beslutter sig for at hjælpe ham med opklaringen. De er flere gange i alvorlig fare under deres kamp mod spionbanden, men Zarens lokale repræsentant hjælper dem, og det bliver derfor muligt at bringe affæren til en tilfredsstillende løsning, uden at at stedlige politi indblandes i sagen.
Bio Program