Dette er filmen om kærlighed og stærke følelser i primitive sind. De mennesker, der skildres her, er groet op ad den jyske muld og er præget af den sejhed, århundredets kamp med den sagomspundne hede, der i sin ensomme majestæt synes at ruge over store hemmeligheder, som den højst nødigt vil slippe. Kampen er hård og usigelig bitter for den nøjsomme jyske hedebonde og hvor mange skæbner er der ikke begravet under hedens tavse monument? Hundreder af unge mænd og kvinder er gået ind til den næsten glædesløse kamp for at fravriste heden nogle hundrede alen jord til det daglige brød. I filmen her forekommer en sådan gammel hedebonde (Ejner Federspiel). Han er slidt op til marven af hedens ubarmhjertighed, mens hans kone og flere børn forlængst har måttet bukke under. Han har kun een tilbage – en søn, et ægte billede af hans egen ungdoms styrke og kamplyst. Nu har den gamle kun een glæde: At kunne efterlade denne søn en arv, sin lille fattige hedelod. Frugten af et langt livs ubønhørlige slid. Men sønnen Anton (Jørn Jeppesen) siger: “Nej far, din arv vil jeg ikke modtage. Det ville være det samme som at sætte en krage i bur”. Anton vil rejse til Amerika. Han har brudt med sin kæreste, gårdmandsdatteren Kirsten (Inge Hvid-Møller), der fortvivlet og i lang tid har lidt under hans skinsyge og dens voldsomme udslag. Også byens sognefoged (Sigurd Langberg) bejler til Kirsten. Alle tre er præget af de jyske hedebønders vilje og stridige sind, og de to mænds kamp om den samme pige ophober en masse eksplosionsstof, der til sidst bogstavelig talt slår ud i lyse luer. Sognefogedens gård brænder! Og sognefogeden sætter Anton fast for brandstiftelse, selv om han ved, at Anton er uskyldig. Den ægte kærlighed er for hedebonden det stærkeste i ham. Den kan bringe ham den lykke, som for ham er nok på den stenede vej, men den kan også bringe ham til fortvivlelse, så han giver sig alle magter i vold. Men til trofast kærlighed hører to, og sejren over det onde vil altid være den lykkestjerne, der leder dem.
Bio Program
