Vi er i en større dansk provinsby i 1888. Overlærer Wangs (Richard Christensen) kone (Alma Olander Dam Villumsen) trænger til rekreation og han sender hende derfor over til deres yngste datter Emma (Ingeborg Brams) på Fanø. Ladt tilbage fordyber han sig i gamle bøger og læser højt for huset gamle tjenestepige Stine (Petrine Sonne). Samtidig er teaterdirektør Ferdinand Piper (Johannes Meyer) på vej mod byen. Indtil nu er det ikke gået så godt for teaterselskabet, selv om de har et bredt repertoire. Billetsalget i den lille by er meget dårligt, så han beslutter sig for at opsøge byens honoratiores og bede dem om at indfinde sig. Da han når Wangs dør, fortæller Stine, at Wang har skrevet et teaterstykke og Piper øjner en chance. Hvis han opfører et stykke af en af byens store mænd, må det blive et tilløbsstykke. Piper får stykket. Fruen i huset vender hjem fra Fanø og Wang føler sig i en skrækkelig situation. Han vil på den ene side gerne have sit stykke opført, men han er også skrækslagen for, at det skal sive ud, at han er forfatteren. Prøverne gennemføres, men økonomien er dårlig. Premiereaftenen oprinder – og tegner til at blive en kæmpe fiasko og Wang iler fortvivlet hjem. Den næste dag viser det sig dog, at fru Wang har forvandlet den tilsyneladende fiasko til en succes. Hun sluttede stykket med et optræde med et par akter af “Den skønne Helene”. Derefter strømmer byens beboere til teatret for at købe billetter til “Erik Ejegods pilgrimsfærd”. Piper er naturligvis lykkelig og bliver endnu lykkeligere, da han hører, at han skal være direktør for et nyt teater, der skal bygges i København. Denne meddelelse får hans trups unge førsteelsker (Edvin Tiemroth) til at trække sig tilbage og forlove sig med Emma. Alt ender således godt – takket være “Erik Ejegods pilgrimsfærd”.
Bio Program