Præsten Absalon Pedressøn (Thorkild Roose) har giftet sig med den langt yngre Anne (Lisbeth Movin). Ægteskabet er præget af den store aldersforskel mellem ægtefællerne og Absalons gamle mor Merete (Sigrid Neiiendam) som ikke finder Anne er hendes søn værdig ydmyger hende til enhver tid og forsvarer det overfor Absalon med at hun vil opdrage Anne til at blive ham en god hustru. En gammel Almuekvinde Herlofs Marte (Anna Sviekier) der er udlagt som heks søger tilflugt i præstegården, da fogeden og hans mænd kommer for at hente hende. Hun tigger Anne om at skjule hende men først da Meretes stemme lyder udenfor stuen skubber Anne i sin forvirring den gamle op af trappen til loftet. Straks efter indfinder fogeden sig med sit følge i præstegården. Han finder efter nogen søgen Herlofs Marte på loftet og fører hende bort, mens hendes angstfulde skrig gennemskærer luften. Samme dag som denne oprivende begivenhed finder sted er Absalons søn Martin (Preben Lerdorff Rye) vendt hjem til sit barndomshjem. Han er søn af Absalons første ægteskab. Da Anne for første gang står overfor Absalons søn føler hun at han er den mand hun ubevist har ventet på. Med sin unge mandighed er han legemliggørelsen af hendes drømme og længsler og Martin selv drages fra samme øjeblik uimodståeligt mod sin faders unge hustru. En passion er kaldt til live i dem begge. I sin egenskab som formand i Domkapitlet underskriver Absalon Herlof Martes dødsdom det til trods for at hun anråber ham om nåde, og endog truer med at røbe ”hans hemmelighed” at han reddede Annas Mor (?) for at han kunne få Anne til hustru. Fra den dag Herlof Marte er brændt på bålet har Absalon ikke længere en rolig time med sig selv, han plages uophørligt af samvittighedskvaler og føler at en sort skygge er kastet over hans liv. For Anne derimod er livet først nu for alvor begyndt, hendes lidenskabelige forelskelse i Martin har modnet hende hun lever og ånder for sin kærlighed og hun ranker sejrsikkert ryggen overfor Merete. Martin vakler mellem sin betagelse af Anne og sin skyldfølelse overfor faderen, men som den svage karakter han er glider han efterhånden helt ind under Annes erotiske fortryllelse. Under et natlig opgør slynger Anne den dybt rystede Absalon al sin indestængte bitterhed og had i ansigtet på ham, og tilstår at Martin er hendes elsker. Absalon vil tilkalde sin søn og hører sandheden af hans mund, men styrter i samme øjeblik om ramt af et hjerteslag. Ved Absalons båre anklager Merete i biskoppens (Albert Høeberg) og præstens (?) nærværelse Anne for ved den ondes hjælp at have forvoldt hans død og udlægger hende som heks. Martin vender sig fra Anne i afsky og da den unge kvinde nu står helt alene tilbage forladt af alt og alle tilstår hun mens vanviddet lyser i hendes ansigt og tårene slører hendes blik at hun ved den ondes hjælp har myrdet Absalon og lokket hans søn i sit garn. Livet er forbi for hende, kun døden på heksebålet er tilbage.
Bio Program