En stor by er opskræmt: På arbejdspladserne og i hjemmene diskuterer folk den frygtelige skæbne, der er overgået en lille pige ved navn Birte Elkær (Verna Olesen). En sædelighedsforbryder har været på spil. Han har i længere tid huseret i byens parker og anlæg, og hans sidste offer er Birte, datter af videnskabsmanden Hans Elkær (Poul Reumert). Hans hustru Martha (Anna Borg) er oprevet og et sammenbrud nær. Hvor er hendes lille pige ? Hun er forsvundet på andet døgn. Politiet har sat ekstra mandskab ind for at lede efter barnet. Vil de finde hende i live? Birte er vokset op i et hjem præget af kultur og harmoni. Dr. Elkær havde giftet sig sent, og da hans unge kønne kone skænkede ham en datter, blev han ovenud lykkelig. Den lille pige voksede op som sin faders øjesten. Foruden sit hjem har Dr. Elkær kun en interesse sit arbejde. Han er leder af et videnskabeligt institut og har i flere arbejdet på et helbredelsesmiddel mod en af de talrige sygdomme, der hærger menneskeheden. Hans assistent på laboratoriet er hans ven og fortrolige (Ib Schønberg). Han bliver derfor heller ikke vred, da denne en dag, efter lang tids enerverende arbejde, gør ham opmærksom på, at han forsømmer sit hjem, sin kone og lille datter. De har tilbragt hele sommeren i den støvede by i stedet for at være taget på landet. Dr. Elkær giver vennen ret. ”Men” siger han ”jeg synes ikke, jeg kan tage ferie netop nu, hvor vi står lige ved målet af vort arbejde, og jeg har dårligt råd til at sende Birte og Martha på hotel, desuden har vi jo den dejlige park lige overfor hvor vi bor”. Parken er Birtes og hendes små legekammeraters bedste tumleplads. Der kører de over med deres dukkevogne, der skændes, forsones og pjanker de, sorgløse og glade, som nu børn er. Forældrene er knap så sorgløse, og de ånder lettet op, når deres børn er indendørs. Fru Hammer (Tove Grandjean), nabo til Elkær, har på det kraftigste forbudt sin lille datter Lisbeth (Bente Lange) at tale med fremmede mænd. Men børn er børn, og da de ikke rigtigt forstår grunden til forbudet, tager de det ikke så højtideligt. Desuden er sådan en sædelighedsforbryder for det meste en venlig mand, der færdes mellem sine medmennesker og passer sit arbejde. Han ligner slet ikke en farlig person. Sådan går det også i dette tilfælde. Ingen aner, hvem forbryderen er. Man hører om hans meritter i de forskellige kvarterer i byen, hver gang man finder en lille pige ødelagt – mange gange døden nær af rædsel. Folk fyldes med lede og afsky. Politiet forstærker sine anstrengelser for at fange manden. Man er sikker på, at det var den samme person der er forbryderen, for han har klippet en hårlok af alle sine ofre. Fru Elkær stoler fuldt og fast på, at hendes lille kloge datter aldrig vil komme ud for et sådant tilfælde. Men så en dag hænder det. Solen skinner. Parken ånder fred og ro og en mands rolige behagelige stemme lokker, med en løgn, den lille pige bort fra hendes legekammerater. Hun følger tillidsfuldt den fremmede og forsvinder. Den rædsel forældrene gennemgår kan enhver, der har børn, forestille sig. I en kulkælder jamrer en lille fortvivlet pige sig. Dødssyg og skræmt fra vid og sans bliver hun bragt til hospitalet. Tiden og hendes forældres kærlighed kan måske kurere hendes angst. Men forbryderen – Skulle han gå fri ?. Kunne en sådan mand kureres ? Vil straf overhovedet hjælpe ? Alle disse spørgsmål piner doktor Elkær. Så ville skæbnen, at han en dag pludselig står ansigt til ansigt med forbryderen. En Mand han kendte i forvejen ! Dr. Elkær føler et fortærende had til denne mand, der havde bragt dem så megen sorg. Han tager sagen i egen hånd og gør det eneste, han følte trang til: At slå ham ihjel. Hvem tør dømme ham for det ?
Bio Program
