Otte gamle skolekammerater mødes over en kop te for at opfriske gamle minder. Ti år er gået siden de forlod skolen med eksamensbeviset i hånden og nu mødes de, efter disse mange års forløb, hos Tove (Illona Wieselmann). Hun er en sød og kultiveret ung kvinde, frue i et stort elegant hjem, det ser ud til at skæbnen har været hende gunstig. Toves anstrengelser for at samle alle veninderne, de havde været nitten i klassen, men det var desværre kun lykkedes at få fat i syv. Da de gik ud af skolen havde de lovet hinanden at holde ubrydelig sammen. Men livet spredte dem for alle vinde. Hvad blev de til? Hvad oplevede de? Hvem gik det godt? Og hvem gik det dårligt?. Alle var nysgerrig for at høre hvordan hver enkelt havde klaret sig. Dolly (Inger Stender) og Lis (Gudrun Ringheim) den første som skuespiller, og Lis er forfatter og instruktør. Udenfor Toves villa mødes kontordamen Aase (Betty Helsengreen), translatricen Jytte (Grethe Holmer), og Gerd (Gull-Maj Norin) som bare er gift. Journalisten Bitten (Tudlik Johansen), og Kitty (Clara Østø) der ligesom i skoletiden kommer for sent repræsenterer de overfladiske unge kvinder der ikke har andet at tage sig til end at gå til frisøren, købe kjoler, og for øvrigt more sig så godt som muligt. Endelig samlet siddende rundt om tebordet, de ser hinanden lidt an, men snart kvidre de i munden på hinanden, og minder lige pludselig om de skolepiger de engang var, spørgsmål og svar flyver frem og tilbage. Snart går der hul på bylden, og hver enkelt fortæller om oplevelser de har haft i de forløbne år. Vi kommer fra elegante hjem til små fattige stuer, og fra vaskekælder til scenen på et stort operetteteater, gennem disse fortællinger lærer vi disse unge kvinder at kende fra en anden side, end den de til daglig lader andre skue. Gerd er lige ved at ødelægge den gode stemning, en tilfældig bemærkning afslører det had hun har følt til sine skolekammerater. Gerd havde friplads, det fik hun tydeligt at mærke, for som hun siger når piger er onde, så er de det ondeste man har. Det gav hende mindreværdskomplekser som forpestede hele hendes barndom, og hendes ægteskab gav hende heller ingen glæde. Hendes første mand havde i beruset tilstand kørt en ældre dame ned, det viste sig senere at være Gerds mor, hendes beretning gør stor indtryk på veninderne, men Kitty der ikke kan fordrage at høre om noget sørgeligt skynder sig at skifte emne, man kan jo altid begynde at rakke nogen ned siger hun, og der er jo emner nok. Lige pludselig uden forvarsel udbryder Kitty ’Min mand er gået fra mig i dag kl. 12,45, dut’. Veninderne stirre på hende, også regner beklagelserne ned over hende, med en lille dirren i stemmen forsikre hun dem om sin store lettelse over at være blevet af med sin mand, nu skal i hører hvad der skete. Kittys fortælling er pudsig som hun selv, og da hun slutter sin fortælling, og de andre ler, sidder Kitty pludselig og græder, trods hendes overfladiske ydre banker der et ulykkeligt hjerte i hendes indre, da telefonen ringer, og det viser sig at være hendes mand som vil gøre det godt igen, ja så skifter hun ligesom Kamælonen tilbage til sin gamle facon. Efter nogle timers forløb går gæsterne, stadig muntre og overfladiske. Tove ånder lettet op, da stemmerne dør hen, og hun lukker døren efter sin sidste gæst. Hun har ikke været sig selv hele eftermiddagen her er forklaringen. Veninderne havde drillet hende med, at hun intet havde at fortælle, at hun bare var lykkelig. Men Tove er alt andet end lykkelig. Hun er i virkeligheden ude af sig selv af sorg og fortvivlelse. Gerd som hun holder mest af, er blevet tilbage, og til hende betror hun sig. Hun har fundet et brev i sin mands lomme fra en anden kvinde, han bedrager hende, ham som hun har stolet blindt på, hun bryder ud i et hjerteskærende krampegråd, og Gerd kan slet ikke trøste hende. Tove syntes at fremtiden ligger sort og forfærdelig for hende, men skæbnen er en underlig fisk. Man ved ikke det ene øjeblik, hvad det næste vil bringe. Tove skulle komme til at opleve sit livs største overraskelse.
Bio Program
