Denne film er på mange måder atypisk idet den er optaget på et tidspunkt hvor alt med sex før ægteskabet var tys tys, for slet ikke at tale om at få et barn udenfor ægteskabet inden pigen havde papir og ring på forholdet, var noget nær den største skam og katastrofe der kunne ramme de implicerede. Den handler også om følelser og problemer både mellem gifte og ugifte. Derfor tager denne film også udgangspunkt hvor andre film normalt slutter, nemlig med et bryllup. Else (Ruth Brejnholm) bliver gift med den unge mand (Jørgen Reenberg) som hun har været forlovet med i en årrække. Ved hendes bryllup møder vi hendes veninde Jytte (Grethe Thordal) en ung ekspeditrice der er forelsket i en gift mand (Preben Lerdorff Rye). Han er rejsende og kommer samme aften til den lille by hvor brylluppet finder sted. Det unge nygifte par tager med sidste tog til København hvor de har fået et lille rækkehus i byens periferi, men Jytte bliver på den lille bys eneste hotel hvor hun sammen med sin ven også tilbringer en ”Bryllupsnat”. Vi følger nu det unge gifte par i deres hverdag og oplever sammen med dem ægteskabets forskellige facer. Efter to års forløb er Else begyndt at blive bange for at hun ingen børn kan få, hun betror sig til sin gamle onkel Hans (Ib Schønberg), han er en menneskeklog og forstående mand. Han råder hende til det eneste rigtige at tale med en læge. Hun følger hans råd og overfor lægen (?) tilstår hun at hun i besættelsens sidste år blev gravid. Men da hendes kæreste måtte flygte til Sverige og hun ikke turde fortælle det til sin moder (Maria Garland), gik hun til en ”Kvaksalver” og fik svangerskabet afbrudt. ”En kriminel abort” er en strafbar handling siger lægen. Han undersøger hende grundigt og et røntgenbillede viser hvilken skade indgrebet har forvoldt. Lægen forklarer hende hvor forkert hun har handlet hvor skadeligt et sådant indgreb er for unge kvinder, der måske senere ønsker sig børn og så måske ikke kan få det. Dybt fortvivlet går Else hjem for efter lægens råd at fortælle sin mand det hele. Hun møder sin veninde Jytte lidet anende at hun et øjeblik efter sidder i den samme stol hos lægen og anråber ham om hjælp. Hun er blevet gravid hendes ”Bryllupsnat” har fået katastrofale følger, og hendes ven har svigtet hende hun er dybt ulykkelig og vil have fosteret fjernet. Lægen søger at tale hende til rette og tilsidst tilråder han hende at søge hjælp hos ”Mødrehjælpen”. Hvis der er vægtige grunde kan hun efter deres indstilling få sit svangerskab afbrudt, fortæller han hende, og i modsat fald såfremt hun må føde sit barn vil man hjælpe hende både før og efter fødslen. Hun følger hans råd og efter en samtale med mødrehjælpens konsulent (Karen Berg) beslutter hun sig til at føde sit barn. Else og hendes mand er meget bedrøvede over udsigten til at forblive barnløse, gamle onkel Hans der har deres fortrolighed får den ide, at de skal adopterer Jyttes barn. Jytte føder en lille pige, men da først hun har haft hende i sine arme kan hun ikke bringe over sit hjerte at give afkald på hende. Moderfølelsen har endnu engang vundet en sejr. Det unge ægtepar bliver meget skuffede, men da Else kort tid efter føler sig dårlig, og hos lægen får konstateret, at hun er blevet gravid kender hendes lykke ingen grænser. Hun føler det som om hun har fået tilgivelse for det forkerte hun har gjort. Nu kommer en lykkelig tid for den unge vordende moder vi følger hende til kontrol hos lægen og hos jordemoderen (Olander Dam Willumsen) og endelig en nat vækker hun sin mand der ude af sig selv af skræk for at fødslen skal begynde før de når klinikken. Her overværer vi det største øjeblik i en kvindes liv, hendes barns fødsel.
Bio Program