Far, (Ib Schønberg),Søs, (Birgitte Price), Mie, (Rudi Hansen), Ole, (Otto Møller Jensen) og lille Per, (Ole Neumann) er en familie der har nok i sig selv. De driller hinanden, ler af hinanden og de hygger sig sammen. Vi oplever deres hverdag, deres glæder og sorger og vi lærer de mennesker der omgiver dem at kende. Vi oplever den generte bager Høst (Ove Sprogøe), der er forelsket i Søs og onkel Anders (Peter Malberg) der er indbegrebet af en rar onkel. Og fru Sejersen (Agnes Rehni) som bor i rækkehuset ved siden af. Hun er en syrlig ældre dame og er bestemt ikke ynder af børn. Men hun forsøger at indynde sig hos far, som hun mener trænger til en kvinde ved sin side. Den tanke ligger ham meget fjernt. Han er tilfreds med Søs som husmoder. Søs klarer alt laver deres mad, ordner huset og hjælper Ole og Mie med lektierne. Mie klarer sig godt i skolen. Derimod har Ole mange kvaler med regning. Søs mener det må være Oles lærer der er noget i vejen med og hun tager en dag hen for at tale et alvorsord med ham. Læreren Jørgen Stæhr (Jørgen Reenberg) bliver betaget af Søs, selv om hun giver ham det glatte lag. Hun ænser det ikke, men et tilfælde fører dem sammen, da de mødes på en vogn, hvor de skal optræde i forbindelse med Børnehjælpsdagen. Søs glemmer helt Poul Reichhardt, som hun ellers har sværmet for. Jørgen er dog ligeved at ødelægge det hele, da han ikke ved at snyde vil hjælpe Ole gennem eksamen. Ole får dog eksamen alligevel og alt ender godt.
Bio Program