Miljøet i Taxa K 1640 efterlyses er hele København. Med en blanding af humor og spænding fortælles historien om en mands sygelige jalousi og hævngerrighed og om en kvindes sanseløse rædsel for atter at møde denne fremmede mand fra sin fortid. Ægteparret Jakob og Else Svendsen (Lau Lauritzen og Lisbeth Movin) lever lykkeligt sammen. Han er taxachauffør og oplever i storbyen små og store begivenheder, som kun den mand kan, der sidder bag rattet af en hyrevogn og har hele byen som sin arbejdsplads. Men der hviler en skygge over ægteskabet, en skygge fra fortiden. Else har være gift engang før, men har måttet lade sig skille, fordi hendes tidligere mand Eigil Rasmussen (Poul Reichhardt) lider af en sygelig jalousi, der i forbindelse med et ulykkestilfælde har udviklet sig så vidt, at han har måttet indespærres på en psykopatanstalt. Et fotografi af Else og Jakob, som Eigil ser i et blad, får Eigils gamle had til at bryde ud, og han beslutter sig for at undslippe fra anstalten, kun med den ene tanke, at gense sin tidligere kone og gøre regnskabet op med hende og hendes nuværende mand. Flugten lykkes, Eigil stjæler en taxa, og nu følger en række nervepirrende situationer, hvor Eigil indkredser Else til trods for alle forsøg fra Jacobs og politiets side på at fange han forinden. I en stor lokomotivremise ved HC Ørstedsværket i København kommer det til et voldsomt opgør mellem Else, Eigil og senere Jacob. Det lykkes atter Eigil at flygte, men til sidst bliver han indhentet af skæbnen. Omkring disse tre hovedfigurer grupperer sig nogle festlige københavnertyper, bl.a. den tykke taxachauffør, kaldet Kommoden (Karl Stegger), den sprællevende og slagfærdige kollega og ven til Jacob, Spætten, (Paul Hagen), den sexhungrende kvindelige bilpassager (Bodil Steen) og en kolerisk politikommissær (Gunnar Lauring). De mange dokumentariske optagelser af det usminkede København ved dag og ved nat, har medvirket til at give Taxa K 1640 efterlyses en ganske særlig atmosfære og hjulpet os til at forstå, hvilke voldsomme hændelser der kan ske midt iblandt os, nårsomhelst, uden at vi måske selv er helt klare over deres rækkevidde.
Bio Program