Denne film kumme for den sags skyld godt være en sandfærdig historie. De to teenager piger den syttenårige Helle (Ghita Nørby) og den attenårige Birte (Anne Werner Thomsen) hører begge til den ”Forgyldte” ungdom som har til huse i den velhavende kreds i København og omegn, eller det kunne for den sags skyld også ligeså godt være en hvilken som helst større Dansk provinsby. Denne teenager ungdom udgør måske kun en ringe procentdel af den Danske ungdom, men har trods alt en vis betydning. Både Helle og Birte var omkring et par år gamle da 2. Verdenskrig brød ud og disse to piger og deres kammerater er blevet eksponenter for en efterkrigsungdom med en mærkbar international jargon. Milijøet er de store villaer den moderne gymnasieskole, sodafountainbarerne og jazzklubbens flimrende uro. Det er en ungdom der ikke har modtaget megen fortrolighed, hengivenhed og tillid fra forældre og familien, og som derfor til gengæld ikke selv giver nogen pardon. Deres moral er i høj grad til at angribe, igennem hele forløbet har man forsøgt at give en baggrund for hvorfor disse teenagere alt for ofte svigter moralsk og hvorfor forholdet mellem forældrene og børnene lader så meget tilbage at ønske. Birte var den førende pige i sin kreds, hendes forældre (Emil Hass Christensen & Berthe Qvistgaard) lever i et skinægteskab som har været medvirkende til at gøre hende fuld af trods og opsætsighed. Også Helles forældre (Jørn Jeppesen & Else Højgaard) er stivnet i en kold atmosfære som Helle og selv den 12 årige John (Andreas John Frandsen) ikke kan undgå at mærke. Birte lever et hektisk, halsbrækkende liv helt uden skrupler hun bruger alle knep for at få Helle med til sine løsslupne teenager selskaber med deres farlige lege, blandt andet hvor de unge gymnasiedrenge ikke alene sætter deres moral på spil, men også deres liv ved overfor de unge piger at vise hvor længe de tør blive stående foran et frembrusende eksprestog og først springe tilside i sidste sekund. Den der springer tilsidst er ”Helten”. Medens der ikke syntes at være nogen form for redning for Birte, der kort og godt fortæller sine forældre hvad hun mener om deres liv, sker der en omvæltning for Helle. Hun forelsker sig vildt og inderligt i en ung trompetist Benny (Frits Helmuth) en himmelstormer der har hele ungdommens ildhu og spontane glæde i sig. Han er af den rigtige støbning, men endnu for ung til at kunne finde et fast ståsted i livet. Som udtryk for sin rastløshed og hunger efter oplevelser erklærer han overfor Helle at han må rejse til udlandet, netop som hun mener at have fundet et virkeligt lyspunkt i sit liv. Da forældrene omtrent samtidig fortæller hende og lillebroderen John at de vil lade sig skille synker hele hendes verden i grus, men Benny vender trods alt tilbage så det bliver måske disse to unges håb om en lykkelig fremtid. Disse situationer kan mange nikke genkendende til de var op i dagen dengang, som de er op i dagen i vor tid. De retter en stærk anklage mod forældrene og deres livsførelse, deres fortravlede hverdag, og uden tid til at stoppe op når børnene sender deres faresignaler. Derfor kunne man spørge sig selv om ”Er denne film en pessimistisk film” Både ja og nej. Den kan måske blive beskyldt for en ensidig opfattelse af den ældre generation. Men det må være tilladt at sætte problemet under lup, selv på film. Det har heller ikke været et forsøg på at løse den evige stående strid mellem børn og deres forældre men nærmest for at trække konturerne op så ærligt som muligt i skæret af den situation som var aktuel dengang og som ikke har forandret sig meget til dato.
Bio Program
