Dette er historien om stakkels Peter (Poul Reichhardt). Peter er en dygtig advokat, der ordner mange menneskers problemer, men han har lidt vanskeligheder med sin egen livsførelse. Dog mener han selv at have indrettet sig på en såre praktisk måde. Peter elsker sin kone, den smukke og dygtige Elisabeth (Helle Virkner). Hun holder deres hus i blændende orden, har hans hjemmesko og jakke parat, når han kommer træt hjem. De har været gift i 5 år og alligevel har Peter hver dag røde roser med hjem til Elisabeth. Joh – Peter elsker Elisabeth, men han elsker også Kate, den søde charmerende rodede, erotiske Kate (Ghita Nørby). Hun er kunstner og boheme i ordets dybeste mening. Peter har også hver dag røde roser til Kate, for hende elsker han lige så højt. Elisabeth og Kate udgør nemlig for Peter den ideelle hustru og når han kan have dem begge to på denne måde, finder Peter, at alt er godt. Men en dag dukker Johannes (Preben Mahrt) op. Johannes er Peters og Elisabeths ven. Han er lidt genert og forhistorisk på mange måder. Han er også arkæolog og han får Peter til at indse det skæve i sin livsførelse. Peter gør rent bord over for Elisabeth. Johannes er glad for, at Peter har sagt sandheden og rejser til nye oldtidsgrave. Da han kommer hjem igen, er Peter stadig lykkelig gift, men med Kate. Elisabeth bor i en dejlig, ordentlig lejlighed, mens Peter deler rod med Kate. Selvfølgelig møder Peter atter Elisabeth, og så er vi lige vidt. Nu er Kate hans elskede hustru og Elisabeth hans elskede uden for ægteskabet. Atter dukker Johannes op og laver ravage. Da Johannes rejser til Nordpolen, er stakkels Peter også skilt fra Kate, der skal have barn, hvad han absolut ikke ønsker. Mens Johannes sidder i isnende kulde og tænker på yndige Elisabeth og dejlige uordentlige Kate, arrangerer Peter sig på den helt ideelle måde, og da Johannes kommer hjem, bliver han virkelig chokeret. Peter, Kate, Elisabeth og babyen bor nemlig sammen. Peter er lykkelig. Kate og Elisabeth tror også, at de er lykkelige, men en dag får de to mænd dem til at indse, at det hele er noget rod og da stakkels Peter kommer hjem, finder han reden tom. Begge fugle er fløjet. Alligevel skal vi ikke sige stakkels Peter, for han finder meget hurtigt en trøst, måske den kvinde, der både er Kate og Elisabeth, men det er en helt anden historie.
Bio Program