Vi genser Poeten (Henning Moritzen) og Lillemor (Helle Virkner) og den søde lille Lotte (Eva Nystad) i den hyggelige landsby. Det er forår og naturens nyfødte skønhed og overvældende livsudfoldelse giver kriblende uro i blodet. Lillemor kaster sig med voldsom energi over forårsrengøringen, men digteren er forårstræt og søger inspiration i den vårlyse skov. Andre end Poeten har forårsfornemmelser. Vi træffer vores ”gamle” bekendte. Anton (Ove Sprogøe), hvis tvillingdrenge Kaj og Børge er Lottes bedste legekammerater. Han vil gerne have bil for at køre på skovture med familien, hvorimod Vera (Lis Løwert) hellere vil have en vaskemaskine. Bageren (Dirch Passer) er så beruset af foråret, at han vil ansætte en svend til at passe bageriet, så han kan tage på lange traveture med Lise (Judy Gringer), hvad hun overhovedet ikke er interesseret i. Svenden (Poul Bundgaard) kommer – han har både sangstemme og scooter – og begge dele sætter romantiske griller i Lises hoved. Det trækker altså op til konflikt i ægteskabet. Slagteren (Karl Stegger) er lykkeligt gift med jordmoderen (Bodil Udsen) men lader sig friste til et galant forårseventyr med en yndig pinup-pige (Susanne Bech). Poeten er helt blottet for økonomisk sans, og uden Lillemors viden køber han bil. Det er ved at få alvorlige konsekvenser, men takket være den kloge Lillemor er lykken bedre end forstanden. Således leger foråret kispus med alle, og selv om de må gøre mere eller mindre bitre erfaringer, inden de vender tilbage til den prosaiske virkelighed, så er det alligevel herligt at være i forårshumør.
Bio Program