Midt i et solbeskinnet dansk landskab, ligger den store proprietærgård “Højgaard”, skærmet af udstrakte skove. Her regerer Anne-Marie Ellekær (Maria Garland). Omegnens beboere kalder henden “enken”. Indtil for 10 år siden, levede hun en glad og lykkelig tilværelse her med sin flotte charmerende mand Poul, indtil skæbnen satte et brat punktum for hans liv – et styrt med sin ridehest. Fra den dag er hun alene om ansvaret for deres to piger, Grethe (Malene Schwartz) og Elin (Kirsten Saerens) og ikke mindst ansvaret for driften af den store gård. Hendes hårde skæbne har ikke gjort hende blidere. Hun lukker sig inde i sig selv og gemmer sig bag en hård skal. Hun skal bare videre, alene. “Lad kun folk sige hvad de vil, det er min ukuelige vilje, der har gjort “Højgaard” til det, den er i dag” siger hun. Men i jagten efter position, magt og penge glemmmer hun det væsentligste her i livet: At være menneske. Alt vil hun bestemme. Den nye generations livsopfattelse skaber imidlertid konflikter mellem hende og hendes døtre. De er unge og vil leve et lykkeligt liv, sammen med dem dem, de holder af. Et stort aktiv for gården er den unge dygtige forkarl Jørgen Hansen (Søren Elung Jensen). Han er en mand af den helt rigtige støbning. Trods disse egenskaber kaster “Enken” ham på porten, da hun opdager, at Grethe og han er forelsket i hinanden. Det gør det heller ikke bedre, at Jørgen har åbnet den aflåste hestestald for at dyrke Champignons. Nogle voldsomme sammenstød mellem mor og datter er uundgåeligt. “Enken” bruger alle midler for at få Grethe “bragt til fornuft”. Men hun taler for døve øren. Grethe forlader sit hjem og flytter ned til stedets præstepar Holms (Finn Lassen og Karen Lykkehus), hvor hun bliver boende, indtil hun kan blive gift med Jørgen. “Enken” har tabt det første slag. Jørgens gode venner købmandsparret, Sofie Frandsen (Helga Frier) og Janus Frandsen (Peter Malberg), går nu i aktion for at hjælpe de unge mennesker. Janus skaffer Jørgen et lille, men forfaldent hus – “Mosehuset”. Her begynder de at bygge deres nye tilværelse op. Også disse planer prøver “Enken” at stoppe, men forgæves. Her har Janus en virkelig trumf på hånden: “Enken” har udset sønnen fra et nærliggende gods til at være Elins tilkommende mand. “De har et adelsskjold, der trænger til en oppudsning, og hun har pengene”, siger hun. På en eller anden måde opstår der kontakt mellem Elin og Erik von der Rude (Ebbe Langberg). De har begge været i København en tid. Hun for at studere musik og han for at studere andre, letpåklædte “ting”. Tilfældig mødes de på færgen, og Erik kører hende hjem. Elin opdager, at Eriks moral er noget plettet. Den kan ikke rigtigt tåle dagens lys. Eksplosionen indtræffer, den dag, da Elin opdager, at han har en veninde boende på et nærliggende hotel. Det er åbenbart kun hendes penge, han er ude efter. Et opgør med moderen: Trods Eriks blakkede fortid, vil hun, i sit snobberi, gennemføre sin plan. Dette medfører, at Elin samme aften flytter ned til sin søster i “Mosehuset”. “Enkens” afskedsord ringer stadigt i hendes øren: “Sig til din Søster, at fra denne dag fører der ikke nogen vej fra Mosehuset til Højgård”. Men skæbnen vil noget andet. Den går sine egne veje. En dag bliver det hende selv, der vandrer fra Højgård til .”Mosehuset”. Et hjerte er lukket op. Hendes vandring var svær, men hun var fra den dag et lykkeligt menneske.
Bio Program
