Store godmodige Martin (Dirch Passer) er med sit ukuelige humør og sin veltjente, efterhånden noget affældige bus, blevet det faste samlingssted for lillebyens indbyggere. Der er ikke den ting, som Martin ikke glad og gerne ordner på sine ture med sin Bus. Køretider, for ikke at tale om faste stoppesteder for bussen, ser man stort på. Alle tager det med ophøjet ro, om man når frem til bestemmelsesstedet lidt før eller navnlig senere. Det kan hænde, at man undervejs må være med til at skubbe bagpå op ad den mest genstridige bakke. Den er jo ikke nogen årsunge mere – denne bus. Det kan også ske, den bliver lidt tør i halsen. Så er en af Martins mange ”unger” straks parat med en spand vand. Også børnene forguder den elskelige buschauffør, der altid har tid til at tage sig ad dem, hvad enten gælder om at sætte skik på en af de små pigers uregerlige fletninger, eller høre dem i salmevers eller hjælpe dem med regnestykkerne. Martins hjælpsomhed kender ingen grænser, og alle passagererne venter tålmodigt i Bussen imens. Det vil sige ”alle” er måske så meget sagt. For en af dem er næsten på bristepunktet af irritation – nemlig den nye kæmner (Poul Hagen) der er bymenneske til fingerspidserne, og kun har foragt tilovers for disse ”landlige tåbeligheder”. Hans Irritation kulminerer, da Kajas (Anne Dencker) storesøster Else (Malene Schwartz) har sovet over sig, og Martin uden videre lader bussen vente, mens hun bliver færdig, til at tage med til stationen for at nå toget til sit job i Købstaden. Da kæmneren ser den yndige unge pige, får piben en anden lyd, selv om han i sit stille sind beslutter, at han nok skal få rusket op i tingene, og få indført visse fremskridt, ikke mindst med hensyn til byens offentlige trafikmiddel og dens betjening. Kæmneren er ikke den, der spilder tiden. Inden næste sognerådsmøde, har han fået fyret så grundigt op under de stedlige partiledere, at de på mødet kappes om at være det mest fremskridtsvenlige, og mest ivrige efter at godtage det, af kæmnerens fremskaffede, tilbud fra et busselskab om en ny bustjeneste. Denne rævekage overfor Martin og hans gode gamle veltjente bus, dækker man over, ved at lade Martin køre et nyt hypermoderne vidunder af en bus. Men allerede på den første tur viser vanskelighederne sig, for nok er bussen ny, men Martin er den samme. Han har stadig tid til at tage sig af alt og alle. Han har altid tid til at vente til folk er kommet med. Skal nogen til toget, nås det sagtens alligevel, om nødvendigt venter toget jo også et øjeblik. Den slags slendrian vil busselskabets energiske inspektør (Ole Monty) ikke finde sig i. Køreplanen skal overholdes og stoppestederne respekteres. Trist tilmode beslutter Martin at forlade den by, hvor man ikke mere synes at have brug for ham, og han har allerede læsset sine jordiske ejendele på sin gamle bus, da lillebyens kvinder tager affære. De giver pokker i fremskridtet, når det skal indføres på deres forgudede Martins bekostning, og kan de ikke få mændene til at tage mod fornuft på anden måde, hvad er da mere nærliggende end at gå i strejke. Og det gør de med en sådan grundighed, at mændene snart ikke ved deres levende råd. Med den snarrådige Emma (Lily Broberg) i spidsen marcherer kvinderne nu i samlet flok til sognerådsmøde, hvor de får gennemtrumfet, at byen beholder Martin som Chauffør på Bussen, og smider busselskabet med inspektør samt Kæmneren på porten.
