På Århus universitet holder børnepsykolog Erik Lund (Axel Strøbye) den sidste forelæsning om moderne børneopdragelse, før han tager til Københavns universitet, for at forsvare sin doktordisputat. Hans søster Else Berg (Jeanne Darville) er, sammen med sin mand Peter (William Rosenberg), på forretningsrejse i Paris. Hun ringer til Erik og inviterer ham til at bo hos dem, mens de er væk. Det passer godt i hans tidsplan, for så kan han i ro og mag skrive sit forsvar til disputatet. Hushjælpen Margrethe (Solveig Sundborg) tager sig af huset og passer børnene fortæller Else. Da Erik ankommer til deres nye adresse Fredshvilevej 11, har han svært ved at finde huset. Under hans søgen kikker han over en hæk, hvor en ung pige Lisbeth (Birgit Sadolin) ligger halvnøgen og tager solbad. Lisbeths far, landsretssagfører Andersen (Karl Stegger), tror, at han er en lurer og truer med at tilkalde politiet, hvis han ikke forføjer sig hurtigt. Endelig finder han den rigtige adresse. Den første dag kommer hushjælpen til skade og kommer på hospitalet. Nu er gode råd dyre. Erik står pludselig alene med hus, 6 børn og 2 hunde. Han skal hente Pusle (Pusle Helmuth) på vejen. Andersen observerer optrinet og tror han er en lokker og tilkalder politiet, men børnene frelser deres onkel. Stakkels onkel Erik. Alle hans fine teorier om moderne børneopdragelse, kommer på en hård prøve. Han har skrevet en bog hvor de 4 væsentligste punkter er 1: Afbryd aldrig barnet i dets beskæftigelse. 2: Det er altid klogest, at lade barnet få sin vilje. 3: Det er forkasteligt at få barnet til at udføre en handling ved at love det en belønning. 4: Barnets fantasi skal have lov til frit at udfolde sig. Børnene beslutter at finde en pige til deres onkel, selvom det nok bliver vanskeligt. Der er sikkert ingen der vil have ham. Så Jan (Jan Priiskorn Schmidt) og Michael (Michael Rosenberg) tager opstilling ved havelågen. Det lykkes dem at kapre en ung, smuk pige. Det viser sig at være Lisbeth, som er deres nabos datter. Onkel Erik skaber sensation den første dag, han er på indkøb. Ved en fejltagelse tager han den forkerte barnevogn udenfor grøntforretningen. Igen ringer Andersen efter politiet, men Erik bedyder, at det er en misforståelse, også denne gang klarer han frisag. Rikke (Sonja Oppenhagen) skal med vennerne på telttur. Onkel Erik beslutter, at de alle tager på telttur til Rungsted, her møder de Lisbeth. Hun er på tur med børnene fra den børnehave, hun arbejder i. Her kommer det til en ordveksling mellem de to om praktisk- og teoretisk børneopdragelse. Der opstår dog gensidig sympati mellem Erik og Lisbeth. Michael fortæller Onkel Erik, at han er slem til at gå i søvne. En nat sker det, at Erik følger efter Michael, helt op på Andersens tag. Her falder Erik gennem et tagvindue – lige ind i Lisbeths værelse. Andersen hører balladen og ringer til politiet. Denne gang går Erik ikke fri. Han må en tur på politistationen og overnatte i detentionen. Lisbeth klarer skærene for ham, så han kan komme ud. Det er i sidste øjeblik, for samme dag skal han forsvare sin disputats. Han når det ved børnenes og Lisbeths hjælp. I auditoriet modtager han et telegram fra søsteren og svogeren – Hjemrejsen er udsat 14 dage. Det får stakkels onkel Erik til at gå i gulvet.
Bio Program