Efter at Bomø har fået broen, og er blevet landfast med fastlandet er tiden blevet en anden, for beboerne på den lille ø. Nu er øen blevet kendt, turisterne har fået øje for den smukke natur, og det at man har fået en go-cart bane, nudistlejr, møllekro og i det usete storsmuglere er også med til, at et besøg på øen kan være givtig. Der er bare det ved det at møllekroen kun serverer ”Sofies solbærsaft” som det stærkeste, og ethvert forsøg på at få spiritusbevilling standses konsekvent af Thorvald Christensen (Karl Stegger), han er en svoren modstander af al form for indtagelse af spiritus, såfremt det ikke er købt i hans forretning. Strandgården har fået en forpagter Jens Olsen (Jesper Langberg), lige hjemvendt sømand, og købmandens Lone (Lotte Horne). Det giver Søren Severinsen (Dirch Passer) og hans bror Peter Severinsen (Poul Reichhardt) tid til igen at optage deres driverliv, eller som de siger, der er jo ingen grund til at overanstrenge sig. Søren og Peter nyder livet de elsker at ligge og dase i deres båd ”Marie” med snøren hængende ud over rælingen, om de fanger noget er faktisk ligegyldigt bare de har det rart. Men en dag sker der noget helt uforudset da Peter hiver ankeret op hænger der et net fyldt med Wiskey og Cigaretter og meget andet godt. Efter en tids diskussion bliver de enige om at det måtte være ”Hittegods” og det måtte indbringe dem mindst 10 % i bjærgningsløn. De bliver enige om at afleverer det til sognefogeden Mads Madsen (Gunnar Lemvig). Der er sognerådsmøde da de to brødre tropper op, her skal ansøgningen om spiritusbevillingen til kroen igen, gud for hvilken gang behandles. Søren får at vide af sognefogeden, at de bare selv kan beholde det gamle bras af vraggods de har fundet eller forære det væk, bare de vil holde sig langt væk. Det skal man ikke sige to gange til Søren og Peter så enhver de møder på deres vej får del i goderne, selv alderdomshjemmet får deres ration. Jens og Lone har brugt mange penge til modernisering af Strandgården, så det står ikke så godt til med pengesagerne, derfor er Lone nødt til at tage et job. Hun bliver servitrice på Møllekroen. Jens bliver rygende jaloux fordi han tror at Lone kismisser med den flotte go-cart baneinspektør Aksel Hansen (Henrik Wiehe). Landbetjent Rasmus Rasmussen (Christian Arhoff) får også sin andel da han tropper op hos brødrene for at fortælle dem, at der smugles på øen, og at der er udsat en dusør på 10,000 kr. for oplysninger der kan fører til pågribelse af smuglerne. Direktør Holm (Palle Huld) som ejer både Møllekroen og Co-cartbanen undre sig over det kæmpe lager af spiritus, cigarer, cigaretter og parfume brødrene ligge inde med, men han bliver også kunde hos dem. Men nu begynder Søren og Peter at blive betænkelige for de har fisket et nyt net op med smuglervarer, de ved ikke rigtig hvordan de skal gribe sagen an, men på den anden side sognefogeden ville jo ikke have det første læs, så vil han nok heller ikke have dette. Men det hele kan klares hvis de selv fandt ud af hvem smuglerne var, så kunne de jo hæve belønningen på de 10,000 kr. og give den til Jens og Lone, så behøvede hun ikke at arbejde på kroen mere. Der er ikke langt fra tanke til handling, brødrene ligger sig på lur for at tage smuglerne til fange, men ak, det var brødrene selv der blev fanget af smuglerne, de tvinger dem til at underskrive for forsendelsen, de fotograferer dem og optager det hele på tape. Politimesteren får tilsendt materialet anonym næste dag, og Peter og Søren bliver arresteret. Det lykkedes dem dog at flygte fra arresten, og nu går den vilde jagt, og der er fart på. ”Sofies saft” får tilsat en ordentlig portion rom, og brødrene fræser gennem Go-cartbanen, Møllekroen og videre over markerne. Det hele ender med at smuglerne går i fælden, det viser sig at det er direktør Holm og hans smarte inspektør der stod bag smuglerierne. Dusøren er deres, de åbner en ny spritrute Bomø – Kiel med Jens som Kaptajn, og Søren og Peter som matroser.
