Småforbryderen Egon Olsen anser sig selv for genial og drømmer om at udføre det helt store kup. Sammen med sine to bandemedlemmer, den friskfyragtige Benny og den lidt pjokkede Kjeld, forsøger han at stjæle en stærkt bevogtet kunstgenstand, der for en kort periode skal udstilles i København. Det medfører en hæsblæsende jagt, hvor banden forfølges af den emsige og superklodsede kriminalassistent Mortensen. Olsen-banden blev i første omgang modtaget som blot endnu en veldrejet folkekomedie fra Nordisk Film, men viste sig at blive indledningen til en serie på ialt fjorten film. Serien var enestående i dansk filmhistorie. Frem til 1981 kom der næsten hvert efterår en ny film om den særprægede og meget danske bande. I 1998 kom den sidste film i serien: Olsen bandens sidste stik. I Olsen-banden havnede Egon Olsen til slut i Vridsløse Statsfængsel, og de følgende film begyndte altid med hans løsladelse fra fængslet, hvor han i mellemtiden havde udtænkt en ny genial plan for et kup. Banden udviste stadig større teknisk opfindsomhed, men kunne aldrig drømme om at bruge vold. Der var tale om komedier, som ikke tilstræbte nogen form for realisme. Erik Balling instruerede alle filmene, og sammen med Henning Bahs skrev han også manuskript til dem alle. På samme måde blev Egon, Benny og Kjeld gennem hele serien spillet af Ove Sprogøe, Morten Grunwald og Poul Bundgaard, mens Kirsten Walther var Kjelds kone Yvonne og Jes Holtsø deres søn Børge, der blev voksen i løbet af serien. Det bemærkelseværdige var, at seriens senere film ikke begyndte at virke udvandede. Banden bevarede sin popularitet hos publikum og anmeldernes positive interesse. Der var visse uoverensstemmelser mellem Olsenbanden og de tretten efterfølgere. I den første film var Benny forlovet med den nydelige Ulla, som han også fik et barn med, men Ulla og barnet hørte man aldrig mere til. Kjeld og Yvonne havde også tre børn i den første film, mens de siden kun havde Børge. Filmene blev også solgt til udlandet, især til Østeuropa, hvor de navnlig var populære i DDR. I Norge indspillede man efter Ballings og Bahs’ manuskripter sine egne versioner af alle filmene. Den første af disse, der også i Norge hed Olsen-banden, kom i 1969 og var som næsten alle de følgende instrueret af Knut Bohwim. Arve Opsahl, Sverre Hoim og Carsten Byhring fremstillede banden i en set med danske øjne mere afdæmpet stil. Fra 1981 var banden forbillede for en svensk filmserie om Jönssonligaen.
