Martin (Gert Günther) lever en rodløs tilværelse. Han kan f.eks ikke forstå, at han som 18 åring skal være soldat, når han skal være 21 år for at få lov til at stemme og være med til at bestemme hvem og hvilken politik, der skal regere landet. Ikke fordi han er særlig politisk bevist, men ved dog, fra sin skoletid, at der er noget, der hedder grundlov og at han derigennem er sikret en personlig frihed. Martin har egentlig aldrig gjort sig tanker om at stikke af fra militærtjenesten, men i den personlige konflikt han ramler ind i, mister han totalt enhver situationsfornemmelsen og forlader kasernen, medbringende en af hærens pistoler. Martin er fanget i noget, som ikke siger ham en pind og som han ikke gider spilde mere tid på. Der er en masse han skal nå og livet er i forvejen alt for kort. Så han siger farvel til ”Mor MILLI”. Han vil hjem til sin kæreste Sussie (Katrine Jensenius), som imidlertid har fundet en anden fyr – en hashpusher – mens Martin har været indkaldt. Martin er ikke så lidt af en outsider. Han er kommet i klemme i samfundet. Han er en fyr, der ikke tror på noget eller nogen som helst og som ikke kan falde til nogen steder, hverken i det såkaldte hippiemiljø eller i den lærde verden. Ikke engang hos den søde Pia (Birgitte Frigast), i det skønne sommerhus, kan han falde til ro. Hele tiden er han på flugt, fra militæret og fra sig selv. Selvom militærtjenesten, dette følelsesmæssige og sociale tomrum, har revet Martin ud af hans gamle miljø og tankeverden, er der ingen grund til at tro, at det er den, som er hele årsagen til, at han er en rastløs og provokerende fyr over for sine omgivelser. Hele tiden ødelægger og forkludrer han de chancer, som pigerne og hans kammerater giver ham. Det er som om han mere eller mindre ubevist forsøger at ødelægge sig selv, og hvorfor bliver han hele tiden ved med at rende rundt med den revolver, som han ikke rigtig ved, hvad han skal stille op med, men som han heller ikke vil skille sig af med. Martin er en meget vital og livshungrende, frigjort fyr. men det er ligesom alle disse skønne kræfter ikke kan finde sit mål og blive udløst på en konstruktiv måde. Han provokere hele tiden verden for at få en reaktion, for at mærke reaktionen på sin egen krop. Hverken militæret eller andre myndigheder virker særlig nærværende. Heller ikke hans omgivelser reagerer på provokationerne. Efterhånden drives han længere og længere ud i isolation, ensomhed og desperation. Det er først, da han bliver ramt i maven af et skud fra sin egen revolver, at han kan mærke livet. Først da går det op for ham, hvad han har forkludret.
