“Revolutionen i vandkanten” handler om en revolution, som ikke har nogen som helst betydning, fordi der er ikke nogen, der lægger mærke til den. En idiotisk militærperson tager magten fra en anden idiotisk militærperson, og befolkningen synes, at alting ligner sig selv. Derfor ser man kun den nye militærperson den dag, han bliver indsat, og den dag han bliver smidt ud igen. Han bliver samlet op i strandkanten og smidt af i strandkanten igen. Det var den revolution. Ellers er alt ved det gamle. Folk piner og plager hinanden, plager sig selv, opfinder guder, lider af jalousi og ser spøgelser. De ligger på en strand hvor de ku’ ha det så rart, men de har det ikke særlig rart alligevel. Og fordi alting gentager sig, og det hele er en ældgammel historie, dukker fortiden op, og stranden bliver en skueplads, befolket af mennesker, som har levet for længe siden, blandet med nutidige strandløver og turister.” (Thomas Winding).
