Filmatisering af C.J.L. Almquists klassiker “Drottningens juvelsmycke”. Historien begynder under det maskebal i 1792, hvor den svenske konge Gustaf III blev myrdet. En gådefuld ung danserinde, Azouras Lazuli Tintomara (Pia Grønning), er involveret i hofintrigerne og må flygte fra Stockholm. Forklædt som dreng får hun ophold på en herregård. Her forelsker adelsfrøknerne Adolfine (Britt Ekland) og Amanda (Monica Ekman) sig begge i hende. De er forlovede med officerer, som må holde sig skjult på grund af kongemordets politiske efterdønninger. Tintomara vækker også disse unge mænds interesse. Mistænksomhed og jalousi fører til tragiske forviklinger, der til sidst koster Tintomara livet.
Trods svensk litterært forlæg og svensk instruktør er “Tintomara” en rent dansk filmproduktion. Hans Abramson var af Athena Film engageret til at instruere fem film. Den første var “Sonja – 16 år” (1969). Efterfølgeren “Tintomara” var en helt anderledes og meget dyrere produktion, der imidlertid skulle blive en af Danmarks mindst sete seriøse film. De resterende tre film blev aldrig til noget.
Almquists roman blander filosofiske spekulationer, der er stærkt påvirket af tysk romantik, med historiske aktstykker såvel som elementer af datidens sensationslitteratur. I romanen er Tintomara i sin uskyld faktisk et androgynt væsen, der repræsenterede poesien og den fuldkomne forening af ånd og natur. Filmatiseringen samler sig om den ydre handling og ændrer visse begivenheders rækkefølge. Den komplicerede historie kan dog være svær at følge for den, der ikke kender romanen og dens symmetriske komposition. Det stjålne halssmykke, romanens titel refererer til, spiller kun en lille rolle i filmen. En flot fotografering skal lede tanken hen på det sene 18. århundredes malerkunst.
Filmen fik ret stor foromtale i pressen, hvor man navnlig interesserede sig for den unge Aalborg-pige, Pia Grønning, der uden forudgående teatererfaring fik sin filmdebut i den særdeles krævende titelrolle. Nogen københavnsk premierebiograf kunne “Tintomara” dog ikke finde, og den fik sin premiere i Sverige. Her var anmeldelserne forholdsvis pæne. Det blev fremhævet, at det ikke generer, at de medvirkende danske og svenske skuespillere taler hver deres sprog. I Danmark lykkedes det kun Athena Film at få filmen vist i en biograf i Thisted i 1971, og det foregik uden københavnske anmelderes opmærksomhed.
Kilde: Peter Jeppesen, Ebbe Villadsen og Ole Caspersen: ‘Danske spillefilm 1968-1991’ (1993).