I en lille 2-værelses baggårdslejlighed, på Vesterbro i København, bor den 14 årige Ester (Sofie Gråbøl) sammen med faderen (Torben Jensen), moderen (Vigga Bro) og storebroderen Carl (Carl Quist Møller). Det er tidens typiske arbejderkvarter og lejligheden er uden nogen form for moderne bekvemmeligheder. Koks skal hentes i en mørk kælder, hvor hjemløse har søgt ly og logi for natten. Ester er en drømmer. Hendes ønske er at blive forfatter og hun skriver digte i det skjulte. Hun glemmer ofte tid og sted, når hendes tanker går på langfart. Morgensangen i skolen deltager hun ikke i, og da lærerinden (Lene Vasegård) ber’ hende synge noget af det, de synger derhjemme, istemmer hun “Internationale”, faderens slagsang. En dag får de en ny nabo, der hedder Frk. Thomsen (Kirsten Lehfeldt). Ester føler sig meget tiltrukket af hende, og besøger hende ofte, også sammen med sin mor . Moderen be’r Ester om ikke at omtale deres besøg for faderen. Ester må tit lide den tort, at gå til bageren og købe gammelt brød. Hun er lige ved at blive afsløret af pigen, der bor i forhuset. Ester har problemer med de jævnaldrende piger i gården. En trøst er, at hun har sin slyngveninde Lisa (Louise Fribo). De to piger laver mange numre sammen. Ikke altsammen er lige godt. På tavlen i klassen tegner Ester en dag en karikatur af deres lærer (Benny Poulsen) kaldet “Bananen”, hvilket hun indkasserer nogle drøje hug for. Derfor er det med bange anelser, hun går ud på skolegangen, da han næste dag beder om en samtale med hende. Hendes forbløffelse er stor, da han beder hende undskylde, at han dagen i forvejen gik for vidt, og forløb sig. For første gang i sit 14-årige liv oplever hun, at en voksen siger undskyld til hende. Ester deler værelse med forældrene og hun lytter med forundring til forældrenes lille lørdagsritual. Trods sine 14 år, og det barske kvarter hun vokser op i, er Ester en meget naiv pige. Ester bliver udfrittet af en beboer om deres nabo. Hun vil vide, om naboen har mange mandlige besøg, og om de overnatter hos hende. Ester forstår ingenting. Hvorfor har de så travlt med den flinke nabo ? En dag finder Carl Esters digte. I begyndelsen morer han sig over dem, men de har rørt nogle strenge i hans indre. Han bryder sammen, og grædende fortæller han sin søster, hvor vred og ulykkelig han er. Ester lytter med forundring på ham. Dette havde hun ikke ventet. Hendes storebror, som altid har kunnet klare alt. Det er en svær tid for Ester. Hun har svært ved at finde ud af sig selv. Hendes flugt fra virkeligheden til hendes drømmeverden, gør det heller ikke lettere for hende. En aften hører hun faderen sige om Frk. Thomsen, at hun er luder. Da hun næste dag spørger Lisa hvad en luder er, svarer Lisa hende, at det er en dame, der går i seng med mænd, og tager penge for det. Lisa som er seksuelt udnyttet af sin far, sælger sig en dag til en fremmed, og tjener 10 kr. ved det. Carl har fået nok af sin fars tyranni. En dag pakker han sit tøj, og flytter hjemmefra. Ester begynder at udvikle sig som kvinde. Hendes første menstruation indtræffer, hvilket forskrækker hende meget. Under et bal i Folkets Hus oplever hun, at Lisa svigter hende. Carls ven Oscar (Pelle Koppel) følger hende hjem, og her oplever hun for første gang, at blive kysset af en dreng. Esters borgerlige konfirmation er overstået. Hun er gået ud af skolen, og har fået en plads i huset. Hendes barndom er slut, og hendes voksenliv tager sin begyndelse. “Jeg er din Barndomsgade. Jeg er dit væsens rod. Jeg er din bankende rytme, i alt hvad du længtes imod”. Så smukt og poetisk skriver Tove Ditlevsen i bogen, som filmen er bygget over.