Den iranske kvinde Raha tvinges til at opgive sit arbejde som skuespiller og flygter fra sit fædreland efter den islamiske magtovertagelse i landet. Under flugten skilles hun fra sin mand og datter, som tilbageholdes i Iran. RAHA er en film om at bryde grænser og om kampen for frihed.
Danskproducerede film på persisk er en sjældenhed. Men de findes, hvis man leder. “Raha” fra 1991 er en af dem, og det er et hæderligt forsøg på at lave en iransk kunstfilm på dansk grund.
Raha var en berømt skuespiller i Iran, som levede ubekymret med sin mand og datter, da Iran med ét ændrede sig i 1979.
Revolutionen vender op og ned på alting, og med Den Islamiske Republiks indtog, ser skuespillerfaget pludseligt også radikalt anderledes ud.
Makeuppen bliver tørret af hendes ansigt, og manuskripterne handler nu om Gud og revolution. Det bliver for meget for Raha, der også begynder at føle sig forfulgt. Hun må flygte og må rejse uden sin mand og datter, der bliver tilbageholdt i Iran.
Hun ender op i Danmark, hvor hun fortsætter sin skuespillertilværelse, men traumerne og savnet melder sig midt i forsøget på at vænne sig til en ny kultur.
Filmen er produceret på Filmværkstedet i København og giver et lille indblik ind i det miljø af kunstnere, der var blandt nogle af de iranske flygtninge i Danmark i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne. De fleste af skuespillerne og statisterne er også fundet i dette miljø.
Derfor er det også tydeligt, at skaberne ikke bryder sig om styret i Iran. De officielle repræsentanter er portrætteret med rynkede bryn, tilknappede skjorter og vrede miner.
Folkene bag filmen har stået i situationer, som den seeren finder Raha i. Hun savner dem derhjemme, kæmper med at lære det nye sprog og kultur at kende og hendes egen asylsag er ikke afklaret.
Men man skal lidt ind i filmen for at forstå præcist, hvad hun tumler med. Den er ikke kronologisk fortalt.
Der bliver krydsklippet mellem filmens nutid og fortid, og Raha forestiller sig også til nogle af filmens billeder. Men det fungerer og er egentlig ikke forvirrende at se på.
Det giver næsten lidt magisk realisme til filmen. Et glimrende bud på en kunstfilm a lá Krzysztof Kieslowskis “Rød”, “Hvid” og “Blå”, der vandt stor anseelse et par år senere.
Den scene, der brænder sig fast og bliver hos seeren, er, da Raha sminker sig selv foran kameraet og får et nervøst sammenbrud, hvor grin og gråd bølger op og ned, mens makeuppen ændrer hende fra en smuk kvinde til en hulkende klovn.
Shohreh Aghdashloo, som spiller hovedrollen er også filmens hovedattraktion. Smuk, elegant og med overbevisende og stærkt skuespil har hun hele filmens univers i sin hule hånd. Hertil skal det siges, at Shohreh arbejdede som skuespiller i Iran før revolutionen, og i dag har en karriere i Hollywood.
Hun har siden spillet med i en Star Trek-film og i successerien “24 Timer” og er den første mellemøstlige skuespillerinde, som har været nomineret til en Oscar. Det eneste kritikpunkt til hendes arbejde i denne korte fiktionsfilm er, at skuespillet til tider bliver en smule stift og teateragtigt.