Okay. Her er en kort gennemgang af de besynderlige begivenheder, der førte til Kalles ansættelse som medarbejder i en elsket forlystelsespark nord for København:
Kalle (Rudi Køknke) læser Retorik. Eller rettere prøver. For han bliver hele tiden forstyrret. På grund af noget med noget hash… og gamle dage og noget med noget skyld. Og noget med nogle penge, som han kommer til at skylde Paten (Jesper Dahl – Jokeren) på grund af en fodfejl. Så nu arbejder han hos selv samme Paten med lidt af hvert og ikke helt lovligt, men det er jo også bare en overgang.
Men Paten ryger i fængsel og Kalle får til opgave at slette sporene efter Patens kriminelle aktiviteter og se efter hans yndige unge kæreste Sabrina (Lene Maria Christensen). Trods inderlige advarsler fra sin gode ven Agger (Jonatan Spang), som synes Sabrina er det mest åndede, hvad hun på sin vis også er, ender Kalle med at forelske sig i pigebarnet, hvilket nok er den største streg i den regning, der skal betales når Paten kommer ud.
Men det er der jo heldigvis længe til. Troede man. For politiet har lavet en fejl. Typisk, de er der aldrig, når man har brug for dem. Og Paten bliver gudhjælpemig løsladt ,selvom han har lavet samtlige af de gale streger, der står i anklageskriftet. Bare ikke lige den på den dato, som står i anklageskriftet. Der var han nemlig i Californien på vinrejse.
Og Lange Peter (Søren Søndergaard Nielsen), der er Patens håndlanger, har set Kalle og Sabrina kissemisse og har sladret til Paten, som kommer ud edderspændt, banket op på steroider og med blodsmag i munden…
Godt man ikke er i Kalles gummisko. Det er jo ikke for sjov Paten bliver kaldt Paten…
Pressemeddelse