Lille soldat

Lotte er soldat og hjemvendt fra krig, mærket på krop og sjæl og arbejdsløs. Hendes far, som hun kun har haft sporadisk kontakt til hele livet, opsøger hende og tilbyder hende et job som chauffør. At jobbet er at køre for escortpigen Lily, der også er farens kæreste, og at faren både driver bordel og handler med prostituerede over grænserne, bekymrer hende ikke. Lotte er mest optaget af håbet om at få den omsorg fra sin far, hun sådan længes efter, og hun har allerhøjst ringeagt tilovers for Lily – en luder. Lily protesterer på sin side og er fuld af skepsis over at have en kvindelig chauffør, men finder sig nødtvungent i situationen. En ny bizar dagligdag tager fat og Lotte lærer langsomt Lily bedre at kende og forstår, at Lily tjener sine penge, for at forsørge sin datter hjemme i Nigeria. En datter som hun ikke har set i 5 år. Det vækker noget i Lotte. Efter en episode, hvor faren endelig beviser overfor Lotte, at hun ikke kan regne med hans omsorg, og da Lily kort efter trues på livet af en voldelig kunde beslutter Lotte sig for at handle; redde Lily fra Faren og hjælpe hende tilbage til Nigeria og datteren. Hvad Lotte ikke har forudset er, at Lilly slet ikke vil reddes på den måde, men da er det allerede for sent. Begivenhederne ruller og Lotte må sande at den eneste hun – måske – redder, er sig selv.

Trailer
Pressemeddelese