Efter sin mands død har enkefru Tang (Clara Pontoppidan) kun levet og åndet for sine to børn Erik (William Rosenberg) og Ester (Birgitte Federspiel). De er alt for hende, hele hendes tilværelse drejer sig kun om dem, skønt de for længst er blevet voksne, og nu vil leve deres eget liv. Erik er journalist, og Ester har en stilling på et sagførerkontor. Familiens residens er en hyggelig gammel villa, og de to unge forsøger efter bedste evne, at være noget for deres mor, som de føler sig stærkt knyttet til. Men hun er så krævende i sin kærlighed, at hun ikke kan komme i virkelig kontakt med dem. Mod sin vilje støder hun dem fra sig. Det medvirker til daglige sammenstød, som gør tilværelsen uudholdelig. Som for eksempel når hun siger at hun ikke forstår, at de ikke viser hende mere hensyn, for siden i var små har jeg arbejdet for jeres skyld. I kunne godt vise mig større fortrolighed, engang var jeg god nok, men nu bryder i jer ikke om mig, i har ikke brug for mig mere. ’Nu har i ikke brug for mig mere’ er blevet til en fiks ide. Trods de unges forsikringer om at de holder af hende, forøger kun hendes mistænksomhed. Hun forlanger, at de skal leve for hende, som hun levede for dem. De må ikke have hemmeligheder for hende, hun vil vide alt, have del i deres liv. Erik taler med familiens gamle huslæge, den kloge Dr. Hinding (Svend Methling). Han foreslår et kurophold, det vil måske virke lindrende på moderens overspændte nerver, og ved fælles hjælp lykkedes det at overtale hende. Ester har truffet en ung mand stud. vet. Klaus Nielsen (John Wittig). Han er glødende forelsket i hende, og hun gengælder hans følelser. Klaus er fra provinsen, han er en brav fyr, ridderlig og hensynsfuld i sin kærlighed. På deres sommerture i byens omegn er de lykkelige, og har nok i hinandens selskab. Ester har engang haft en kortvarig forbindelse med Jørgen Markussen (Bjørn Watt Boolsen) en søn af chefredaktøren ved det blad, hvor hendes bror Erik er ansat. En flot selvglad mand, hvis eneste kvalitet var faderens mange penge. Men det var et afsluttet kapitel, selvom Jørgen er af en anden mening. Ester må sige nej til at tage med Klaus på Weekend hos hans forældre, fordi hun skal følge sin mor til kurstedet. Moderen bliver mere og mere bitter på sine børn. De håber kun på at hun snart dør siger hun, for så kan de få hendes livsforsikring på 30.000 kr udbetalt. Denne beskyldning ryster Ester, da hun er helt alene går hun en tur, for at få ro i sindet, her møder hun Jørgen, og i sin trang til at tale med et andet menneske tager hun med ham hjem. Hen drikker hende fuld, og hun lader sig overrumple, men bagefter angre hun bittert. De unge holder et lille selskab i villaen. Ester har inviteret Klaus, Erik har indbudt Nina (Lis Løwert) en lille veninde fra bladet. Jørgen der er opsat på at gense Ester møder op som en temmelig uønsket gæst. Midt under festen dukker Fru. Tang uventet op. På kurstedet var hendes eneste fortrolige en patient ved navn Karlsen(?) der lever i sin egen drømmeverden, han har sat hende griller i hovedet. Det sårer hende dybt at børnene fester, mens hun er borte, men hun lader sig overtale til at deltage. Jørgen er rasende over at Ester foretrækker Klaus fremfor ham. I forblommede ord lader han Fru. Tang vide at Ester har et forhold til den unge mand. En dag finder moderen et brev til Ester, da hun læser det får hun den opfattelse at Ester skal have et barn med Klaus. Nu prøver hun at bringe orden i de forkvaklede forhold mellem sig og børnene, men det får katastrofale følger. Klaus bryder med Ester. Det kommer til et sidste voldsomt opgør mellem mor og børn. Hun har i misforstået moderlig omsorg skilt Ester fra den mand hun elsker, og skulle været gift med. Da det endelig går op for Fru. Tang hvad hun har været skyld i, siger hun, i må tro mig om i vil, men jeg har altid elsket jer højre end mit eget liv. Kort tid efter forlader Erik og Ester huset for at hvile ud i en pension ved kysten i nogle dage. Men en tredje person følger efter, det er Klaus, for han ejer en kærlighed så stor, at den kan tilgive alt. Hjemme hos Fru. Tang slukkedes lyset i hendes soveværelse, hun føler sig overflødig, for børnene har ikke længere brug for hende.
Bio Program
