I skattevæsnets venteværelse hersker der dyb ro nærmest en ildevarslende stemning, og når man ser de ekspederede kunder forlade ”Løvens hule” deres ansigter er stivnet, det se ud som alle har fået deres dødsdom, hver gang et nyt navn råbes op farer vedkommende sammen, dette sker også for Repræsentant Alex Alexandersen (Kjeld Petersen) der lige pludseligt mærker på sin krop hvad det vil sige at gå gennem velfærdsstatens altknusende maskineri, følt sig som et stykke skært kød pisket rundt i den statsautoriserede kødhakker, og alt dette sker på en dejlig sommerdag med sol og høj himmel, der bliver formørket af skattevæsnets mørke skyer. Hvad hjælper det at man har en dejlig kone Birthe (Birgitte Reimer) derhjemme i det lille hyggelige rækkehus, når skattefar har sat tommelskruer på ham. Sådan et torskegilde er ikke det rene sjov, Bilen er trukket fra, hans rejseaktivitet har sparet han for 6000 kr om året, ved brug af egne produkter fra køkkenhaven 1200 Kr. osv. Da det hele er gjort op har den stakkels Alexander intet tilbage. Også endda på deres 5 års bryllupsdag, han er desperat, Alexander må have luft. Stærkt ophidset tager han tager sin folkevogn og kører ud i den fri dejlige ”Gratis” danske natur, ud i skoven, ud på landet, væk fra byen med de truende sorte mænd langs det af ham selv betalte kostbare palisandertræ forhandlingsbord i det ligeledes af ham selv betalte luksuøst indrettede torturkammer ”12 X 8 meter parketgulv, 24 armet malmlysekrone, dybe marmorbelagte vindueskarme og skønne protrætmalerier af de afgåede borgmestre på de pragtfulde teaktræsvægge” som på stueplanen nede hos portneren beskedent kalder sig for 1. Sal værelse 17. Imens luftes elefanterne fra en omrejsende cirkus ledsaget af domptøren (Sonny Benneweis) på vej tilbage til cirkus møder de Alexander der ikke tror sine egne øjne, uheldigt ramme han den ene elefant og kører i grøften, disse fire kolosser kommer til at spille en gennemgående rolle i hans tilværelse de næste måneder. Lovens lange arm der har et vågent øje på hver finger og et øre på hver negl og som derfor ser alt, hører alt og reagerer lynhurtigt og naturligvis absolut ufejlbarligt overfor alt hvad den møder på sin vej i den af Hr. Alexander betalte skinnende Opel Kaptäin med politilygter og det hele på. De etablerer forbindelse mellem ham og en af landets mest agtede videnskabsmænd en kapacitet på sit område, suveræn indenfor sit felt. Ved hjælp af videnskabelige billedtavler, dybe samtaler på tomandshånd og ved at lægge hele sit sjæleliv blot. Sprætte sit eget JEG op fra sin tidligste barndom til sin seneste manddom og lægge det frem for den kloge videnskabsmand der mere end nogen anden kender menneskesindets mysterier og indviklede labyrintgange, lykkedes det omsider Alexander at opnå den ro og balance, den indre fred der kendetegne et sundt og lykkeligt menneske. Hans ophold i den videnskabelige verden smitter af på hans komplekse svoger William Frandsen (Buster Larsen) og den hypokondriske moder Fru. Alexandersen (Jessie Rindom), at de kaster alle hæmninger bort og danser livsglædens dans, mens solen skinner og himlen er højre end nogensinde. Men ak, pludselig dukker de fem godmodige tungtvejende kammerater fra sommerdagen på den støvede landevej op igen og vælter det hele. Videnskaben får nervøse ansigtstrækninger og prøver at skyde ansvaret over på lovens lange arm, der taber det ene øje og hænger afmægtigt med ørene. Den strenge dommer (Mogens Brandt) i den dystre retssal prøver at trænge til bunds i mysteriet og aner efterhånden også ganske givet sagens rette sammenhæng, men nøjes med stilletiende og med et lille usynligt smil at give Alexander ret, da han sluttelig slår fast at. Vi er alle sammen tossede.
Bio Program
