København omkring århundredeskiftet, helt nøjagtigt 29. December 1899. Storkøbmand og skibsreder Jacob Friis (Gunnar Lauring) er en af Københavns rigeste mænd. Hans hjem er samlingssted for familie og venner. Siden konens død, 10 år tidligere, har han delt familiefølelse og forretningssans med sine tre døtre. Den ældste, Elise, (Lise Ringheim) er gift med en englænder, William Randall, (Bjørn Watt Boolsen), en mand af god herkomst, men ret tør og kedelig. De bor i Helsingør, men tager ofte til København. Da storkøbmandens indtægt stiger til det dobbelte og da han er blevet ridder af Dannebrog, bliver der råd til en adelsmand til datteren Emily (Helle Virkner). Friherre Claes av Lejonstamn, (Jarl Kulle) er en yderst charmerende herre, men også en stor kvindebedårer. Han bruger mange flere penge, end hans gods kan indtjene og svigerfar må derfor bestandig træde til. Nu da Friis tjener 200.000 om året og står for tur til at blive etatsråd, vil han gerne have sin yngste datter Ida (Ghita Nørby) gift standsmæssigt. Den unge grev Alex Maagenhjelm (Henning Moritzen) bliver udset som et passende parti. Indenfor familien har man regnet med, at fætteren søløjtnant Valdemar Nystrøm (Ebbe Langberg) ville blive den lykkelige. Men efter at han har været på togt til de vestindiske øer, ser det ud til, at Ida har slået ham ud af tankerne. Det yngste skud på stammen er lillebroderen Jacob (Ole Søltoft) der, til faderens ærgrelse, ikke har lyst til at arbejde i firmaet. Han foretrækker at hænge ved et cafebord med en flok blaserte fars sønner, kaldet “De violette” eller beundre byens populære syngepige Julie Hansen (Lily Broberg), og de flotte velskabte cancandanserinder. Friis har bekymringer på børsen, med familien, friherrens eskapader og dennes flirt med den yndige modist Irmelin (Susse Wold). Også den fine grev Maagenhjelm afsløres som en beregnende medgiftsjæger, der længe har haft et forhold til Julie Hansen. Ved nytårsfesten hos familien Friis hvor, champagnepropperne springer, dukker fætter Valdemar op.
Bio Program