Der er travlhed i rækkehuset hos familien Middelboe i Helsingør. Husets eneste datter, Bitten (Lone Hertz) skal giftes, og hendes mor, Emma Middelboe (Jessie Rindom Lauring) har travlt med at sætte alle i sving. Stakkels tante Rosa (Lily Broberg), der ejer en udpræget evne til altid at gøre det forkerte på de mest fortvivlede tidspunkter, er næsten ved at bryde sammen ved synet af brudekagen. Lige som de øvrige bryllupsforberedelser minder den hende alt for meget om den gang da hun selv skulle giftes, men blev svigtet foran alteret. Maskinerne i bunden af DSB-færgen fra Helsingør til Helsingborg larmer så meget, at maskinmester Henry Middelboe (Kjeld Petersen) ikke føler sig særlig generet af Emmas stemmeudfoldelse, da han kommer hjem. Mange års ægteskab har vænnet ham til tonen, og han trækker sig stilfærdigt tilbage til sine marsvin i ’Kahytten’, hans private hule. Nabokonen fru Kjær (Aase Werrild) har en evne til at dukke op på de mest ubelejlige tidspunkter, og hun tilbyder at brudgommen kan bo hos hende, for han må jo ikke se bruden før brylluppet – det betyder ulykke. Så dukker Peter Jensen (Ove Sprogøe) op. Med sig har han sin gode ven og forlover Kanusti (Dirch Passer). Kanusti er ikke særlig glad for tanken om sin rolle i brylluppet; han vil meget hellere hjem til Assens, og det var måske også klogest om han havde gjort det, for hans entré i det middelboeske hjem er nærmest en katastrofe. Bittens kusine, den veldrejede, smukke Yvonne (Judy Gringer), som skal være brudepige, bøder noget på Kanustis humør. Som brudens far har Henry i virkeligheden det vanskeligste job: Bryllupstalen. I dagevis har han fortvivlet prøvet at sætte en tale sammen, men uden held, og da de tre sømænd tilsyneladende går i vejen derhjemme, beslutter de at gå i byen for at fejre Peters sidste aften i frihed. Det går lystigt til i ’Skipperkroen’, og da Peter og Kanusti finder ud af, at de vil skrive en bryllupssang, kommer Henry i tanker om sin ufærdige bryllupstale. Det eneste ord han ikke er i tvivl om er ’Skål’, så det er tre opstemte Sømænd, der sent på aftenen kommer hjem til ’svigermor’. Samtidig kommer fru Kjær styrtende og meddeler, at hun alligevel ikke kan have Kanusti og Peter boende. Tante Rosa opdager et blødende hjerte i kaffegrumset og tager det for et dårligt varsel om brylluppet. Men Emma er ikke sådan at tage pippet fra. Der bliver redt op til Peter og Kanusti i stuen, men Kanustis størrelse gør det besværligt for Peter også at få plads på sofaen, så Peters søvn bliver meget urolig, og da Tante Rosa kommer til at røbe, at Emma har arrangeret at det unge par skal bo i et hus længere nede på vejen, går det helt galt. Peter vil selv bestemme hvor han og Bitten skal bo, og det skal i hvert fald være så langt væk fra svigermor som muligt. Da bryllupsdagen oprinder, har Peter lagt en plan, så dagen får et noget anderledes forløb end planlagt. Alt ender dog i fryd og gammen, men først efter svigermor er sat alvorligt på plads. Yvonne og Kanusti finder ud af, at de måske burde følge Bitten og Peters eksempel.
