Der er fest på Bomø. Man har fået bro til fastlandet. Alt er klar til den festlige indvielse – næsten alt, for amtmanden er ikke dukket op endnu. Han er nemlig sidste passager med den lille færgejolle “Marie”, som passes af Peter og Søren Severinsen, og brødrene har besluttet at den sidste tur skal fejres på behørig vis. Egentlig er Peter og hans lillebror Søren, der er to hoveder højere end Peter, ejere af en af Bomø’s største gårde. Men de synes, det er meget hyggeligere at være færgemænd, og det er deres livsfilosofi, at man skal nyde tilværelsen. Denne filosofi deler deres søster Olivia bestemt ikke. Hun synes brødrene misrøgter den fædrene gård og ønsker at få dem umyndiggjort. Sognerådsformanden prøver først at skræmme dem til frivilligt at give afkald på gården. “Er I overhovedet klar over, hvad der kræves af et moderne landbrug? – I skal have papkyllinger på loftet, æggene skal datostemples, svinene skal have flere ribben, kalvene skal bag tremmer, mælken skal homogeniseres og glem så ikke, at der skal moms på hele molevitten.”. Meget er Søren og Peter rede til, men “moms på molevitten”, dér sætter de grænsen og beslutter sig til at tage til København for at undersøge om det ikke er i strid med grundloven. Trods mangle genvordigheder efter ankomsten til hovedstaden finder de endelig Christiansborg, og som sædvanlig tager de fleste ministre ikke imod. Til alt held er justitsministeren netop valgt i Bomø-kredsen og kan derfor afse både et par minutter og et par cigarer. Han foreslår dem at forpagte gården væk eller få en bestyrer – eller en husbestyrerinde, en rigtig gæv pige, der kan sætte skik på det hele. Men den slags hænger ikke på træerne. Man må selv ud og lede efter hende. Peter og Søren har nok misforstået ministeren lidt, for de starter deres søgen i Nyhavn. Her løber de på en tredje Bomøbo, Jens, der netop er gået i land efter at have sejlet på varmen. Jens er kommet op at “diskutere” med en direktør Holm, og i løbet af et øjeblik er værtshuset en bølgende slagmark med Søren og Peter som ivrige deltagere. Servitricen, Annelise, forsøger at gyde olie på de oprørte vande, men opnår kun at blive sagt op med øjeblikkeligt varsel. Peter og Søren synes imidlertid hun netop er den søde og gæve pige, som de har brug for hjemme på Bomø – og engagerer hende straks. Annelise får et mindre chok ved synet af “Strandgaarden”. Hun får dog hurtigt sat Søren og Peter igang med at rydde op – men det var jo ikke lige det, de havde ventet. Og én ulykke kommer sjældent alene! Turisterne vælter over den nyindviede bro og ødelægger Bomø’s sidste rest af fred og idyl. Overalt på stranden er der “Besetzt”, og selv Sørens jagtbytte snupper turisterne. Olivias mand, Thorvald, glæder sig derimod over den store turisme. Han får de yndigste badepiger under omklædning i kikkerten, men desværre også Jens og Lone. Olivia er på eksplosionsstadiet. Lone føjter rundt med en sømand og hendes to brødre Søren og Peter er simpelthen blevet helt forrykte, efter denne Annelise er kommet til. Men Annelise er god nok, ikke alene har hun fået sat skik på “Strandgaarden” og skaffet nogle penge ved at sælge en idyllisk ø til direktør Holm, men hun har også fået sat skik på de to brødre, og endda fået dem til at føre regnskab – dobbelt bogholderi. Da Olivia og Thorvald med sagfører derfor dukker op på “Strandgaarden” venter der dem en alvorlig overraskelse, men det venter der i og for sig også Peter og Søren, for Annelise har besluttet at rejse. Hun ville imidlertid ikke være den gæve pige, hvis hun ikke allerede havde sørget for en afløser – eller rettere to. Lone og Jens skal giftes og bliver bestyrerpar på “Strandgaarden” – så Peter og Søren atter kan få tid til at føre deres livsfilosofi ud i praksis. Og Olivia ?. Ja, når alt kommer til alt, så bliver det jo i familien.
