Stine (Sisse Reingaard) er et poetisk-egocentrisk væsen med en difus tankeverden, og en øjeblikkelig og yderst kontant adfærd. Hun elsker Jens (Ole Busck) og styrter byen rundt for at finde ham efter skoletid. Jens elsker også Stine, men han kan ikke se, at han af den grund skal stå til Stines disposition døgnet rundt, desuden er han en begavet fyr, der mener at han skal passe sin skole. En dag hvor Stine har stået og ventet på Jens på Østerport station, bliver hun gal, fordi han i stedet for at komme er taget til byen med en skolekammerat for at købe en grammofonplade. Stine går hjem, og venter ved telefonen. Da Jens endelig kommer, skælder Stine ham huden fuld og påstår, at han er ligeglad med hende. Men pladen han har været i byen for at købe, viser sig at være til hende, og dermed opløses deres skænderi i fryd og gammen. Næste dag har Jens lovet at komme om aftenen, fordi Stines far (Henning Moritzen) og mor (Birgitte Price) skal besøge nogle bekendte, men hen under aften ringer han og siger, at han er forhindret eller i alle tilfælde ikke kan komme foreløbig. Stine bliver ked af det, men Jens kommer alligevel og alt bliver godt igen, så Jens og Stine hygger sig i sengen. Da Stine vil klæde sig på, finder hun i skabet en kjole. ’Kan du huske denne her’ spørger hun. Ja det var dengang du ville forloves svarer Jens og spø’r hende derpå, hvad hendes forældre syntes om Michael (Troels Møller Pedersen). Og så fortæller Stine Jens om, hvorfor hun dengang i trods forlovede sig med den noget ældre Michael, blot fordi Jens ikke ville. Jens syntes ikke at hendes fortællimg er særlig ’morsom’ og han beskylder hende for at være overfladisk og tankeløs. Aftenen ender med et forrygende skænderi, der fortsætter ned på gaden og videre til Vesterport station, hvor Stine grædende står alene tilbage. I de efterfølgende dage ser Jens og Stine ikke hinanden. Stine ’sover’ i timerne og pjækker ind imellem. En dag møder hun en arkitektstuderende Søren (?) som hun tager med hjem, men samme eftermiddag dukker Jens op og er ked af det skete. Stine får Søren lempet ud, og går ind i stuen til moderen og Jens, som i mellemtiden er kommet langt ind i diskussion om arveanlæg. Stine bliver rasende over at Jens tilsyneladende kun er kommet for at tale med moderen og forlader tudende lejligheden. Jens finder hende noget senere nede ved søerne, hvor Stine overtaler ham, til at de skal gå hjem på loftet og elske. Da de er færdig med at elske skal Jens gå med det samme, for han har lovet at være hjemme. Stine siger at han er stangborgerlig, og han svarer med at sige at han elsker hende og går. Derefter beslutter Stine at stikke af fra dem alle sammen. Hun pakker sin taske og tager til Fyn, hvor familiens sommerhus ligger. Da hun er kommet derover, prøver hun forgæves flere gange at få hold på sine tanker og skrive til Jens, men opgiver det tilsidst. En morgen kommer mormoderen (Else-Marie Hansen) til huset, fordi forældrene har ringet til hende. Hun snakker med Stine, og får hende til at rejse hjem igen. Da Stine er kommet hjem, foreslår Jens, at de måske skulle prøve at flytte sammen. Stine er henrykt. De finder sig et værelse i Tordenskjoldsgade og om aftenen ved middagsbordet fortæller de det til Stines forældre. Moderen bliver hysterisk over det, men faderen mener ikke, det kan være så forfærdeligt. Herregud det er da ikke nogen forbrydelse siger han. Det ender med, at moderen accepterer, og Jens og Stine flytter ind i Tordenskjoldsgade. Det varer imidlertid ikke ret længe, før der opstår problemer i ’ det lille hjem’. Jens er gået i byen med kammeraten Phillip (?) en aften hvor Stine havde forberedt en særlig hyggelig middag. Det ender med at Stine går sin vej og havner i en beverding i Nyhavn, hvor hun fatter en særlig interesse for den unge tjener Leif (?). Da han er færdig med sit arbejde, følges hun med ham hjem. Kl. 5 om morgenen kommer hun tilbage til Tordenskjoldsgade , hvor Jens rasende af utålmodighed skælder hende ud og be’r hende om at forsvinde snarest muligt. Næste dag møder Stine en bekendt Maler Anders (Benny Hansen). Hun fortæller ham om hvilken suppedas hun er havnet i, og han tilbyder hende logi i sit atelier indtil hun har fundet ud af, hvad hun vil gøre. En dag ser Stine Jens vente nede ved skoleporten, hun styrter ned og flyver ham om halsen, men han siger at han blot er kommet for at be’ hende om at hente alt sit tøj, og hvad hun ellers har. Dette medfører at Stine på det nærmeste rasere det lille hjem i Tordenskjoldsgade. Samme nat buldre det på døren hos maler Anders og Stine. Det er Jens der dukker op, og spø’r Stine, hvad pokker meningen er. Jamen du sagde, at jeg skulle hente mine ting, Det ved du jo godt jeg ikke mente noget med svarer Jens. Så i de tidlige morgentimer cykler Stine og Jens hjem til ’deres lille hjem’ for sammen at prøve at finde lykken.
Bio Program
