Julefrokosten er et festritual, der raser over det ganske land hvert år. Den er en sikkerhedsventil, et rensende bad, der giver kræfter og livslyst langt ind i det nye år. “Mennesker mødes” – og maskerne falder omkring de bugnende borde, hvor direktør og arbejder drikker dus. Nærdemokrati fungerer – og grundfæstede ægteskaber vakler! De færreste julefrokoster når dog op på samme højder som den, personalet på Simonsens Bijouteri Fabrik drikker sig op i.
Med en række af dansk films populæreste kræfter får den hele armen. “Pruhestene spændes for”, eroterne flagrer, evige venskaber sluttes samtidig med, at undertrykte irritationer bringes til overfladen. Utrolige mængder spiritus skylles ned, og århundredets branderter præsenteres. Det er en julefilm, der er så anderledes, at man kan grine af den hele året.