Det værst tænkelige sker: Den lille Søren (Mikkel Egelund), dagligt kaldet ’Sørmand’, mister sin mor. Den lille moderløse dreng er fuldt overladt til den trofaste barnepige Johanne (Kirsten Olesen). Johanne følger drengen hjem til hans Farmor Kristine Jensen (Bodil Udsen). Her skal de være foreløbig. Farmor er en egoistisk og herskesyg gammel kone. Oveni det, er hun meget nærig, hvad Søren må døje med. Heldigvis for ham, har han en stor og god støtte i Johanne. Søren ved endnu ikke, at moderen er død. Det erfarer han først senere, da faderen, hoffotograf Viggo Jensen (Søren Spanning), har et sammenstød med farmor om begravelsen. Farmor vil vide, om Viggo agter at gifte sig igen. Det sværger han på, at han aldrig kunne finde på. Den første nat, i det mørke hus, søger Søren trøst hos Johanne i hendes seng. Det er en hård tid for Søren. Det eneste lyspunkt i hans hverdag, er timerne sammen med Johanne. En dag, da han prøver at bryde ud og vove sig ned i gården, forskrækkes han på trappen af Lillelund (Olaf Ussing). Han er på vej op til farmor med nogle duer. Farmor køber en flot hvid due på Sørens foranledning, men da hun slagter den, går Søren amok. Sørens første møde med drengene i gården er ikke særlig heldig, men han reddes af Lillelund, der skælder dem ud, for ikke at behandle Søren som et herskabsbarn. ”Husk, det er hans farmor, der ejer huset, og hun kan smide Jer ud af Jeres lejlighed, hvis I driller ”Sørmand”. Dette medfører at, når han viser sig i gården, flygter drengene deres vej. I gården træffer han Frk. Tychsen, (Tammi Øst) kaldet Tante ”Vide”. De bliver vældig fine venner. Tante ”Vide” tilbyder at lære Søren at læse, så det er ham der skal læse godnathistorier for Johanne og ikke omvendt. En dag dukker Viggo op midt i undervisningen og han bliver betaget af det syn, der møder ham: Hans barn trygt i selskab med en smuk ung kvinde. Søren ønsker sådan, at ”Vide” og hans far vil komme til at holde af hinanden. Han lægger pres på dem, og forlanger, at de skal kysse hinanden på munden – ellers ”gæls” det ikke -. Viggo kapitulerer, og siger til ”Vide”, at de er nødt til at føje tyrannen. Arrangementet har ”Vide” i øvrigt ikke noget imod. Hun føler sig voldsomt tiltrukket af ”Sørmands” far. Faderen afkræver Søren et løfte om aldrig at nævne noget til farmor om, at ”Vide” og han kan lide hinanden. Under et besøg hos Fru. Agerlin (Vera Gebuhr), får farmor at vide, hvad der er ved at ske. Hendes søn er set mere end en gang forlade Tychsen’s lejlighed, for det meste når fru. Tychsen (Karen Marie Løwert) ikke er hjemme. Farmor tror ikke på hende, for hendes søn har jo sværget aldrig at gifte sig igen. Det er en noget stramtandet farmor der kommer hjem. Hun begynder at udspørge, først Johanne, der ikke ved noget, og derefter Søren. Først vil han ikke fortælle farmor noget, for han har jo givet sit æresord, men da hun truer med at tage hans søndags-10øre fra ham, hvis han ikke fortæller, hvad han ved, beretter han alt for hende. Søren har fået en flot hest af ”Vide”. Med den forårsager han en ulykke på Johanne, så hun kommer på sygehuset. Sladderen om Viggo og ”Vide” blusser op, og spredes som en steppebrand. De beslutter at gifte sig. ”Vide” bliver pludselig alvorligt syg, og må holde sengen, så nu er Søren helt alene med sin farmor. Hun beskylder Tychsen’s (de to onde kvinder ovenpå) for at have forhekset ham. Viggo bliver rasende på sin Mor, og kalder hende for en heks. Lillelund har lovet fru Tychsen, at se efter ”Vide”, og sørge for, at hun fik sin medicin. Men han skal noget andet. Farmor lover ham, at hun nok skal gøre det for ham. ”Vide”, som er ved at blive rask, er glad for at se Søren igen. Hun har savnet ham. Hun fortæller farmor, at hun skal have 10 dråber i et glas vand. Farmor giver hende en overdosis. Det ser Søren i et spejl, men han siger ikke noget. Han har jo ingen anelse om, at farmor gør noget forkert. Næste dag fortæller farmor, at ”Vide” er død, Søren går totalt amok, og smadrer alt, hvad der står i vejen for ham. Farmor bliver meget forskrækket og stammer: ”Det var jo for din skyld lille ”Sørmand”. Det var jo for din skyld”. Det er en stor lettelse for Søren, den dag hans far henter ham fra farmors Hus. Søren har nu kun det ønske, at Johanne hurtigst muligt vil komme hjem fra Sygehuset.
