I den fredfyldte kolonihaveforening har Regitze (Ghita Nørby) og hendes mand Karl Aage (Frits Helmuth) et dejligt hus. Regitze har fået stillet diagnosen: Uhelbredelig syg. Det må ikke få betydning for deres hverdag. Familien må heller ikke få noget at vide. Karl Aage er meget bekymret for hende, og i ledige stunder glider tankerne tilbage i tiden. Regitze planlægger en havefest, og talen falder på Karl Aages barndomsven Børge (Henning Moritzen). Han er nu en velbjærget virksomhedsejer og gift med Ilse (Anne Werner Thomsen). Karl Aage husker en middag hos Børge og Ilse, hvor Børge talte ned til ham, og rakkede sine medarbejder ned. Regitze blev rasende, og kaldte ham for en stor lort. Derfor undrer det Karl Aage, at Regitze absolut ville have dem med. Men alt det er fortid for hende. Børge og Karl Aage får sig en bajer på verandaen. Samværet mellem dem får ungdomsminder til at dukke op: Dans og glæde – trods forholdene. Børge, Ilse og Karl Aage var ofte sammen med en masse andre unge mennesker. Karl Aage var en stille og genert ung mand, som havde svært ved at komme i kontakt med pigerne. Han fik dog – en aften på et værtshus – øjenkontakt med en ung pige – Regitze – og så var han solgt. Den intimitet der opstod mellem dem, blev til den dybeste kærlighed. Gæsterne er alle ankommet og Regitze har fået dem bænket omkring bordet. Tankerne tager igen på langfart for Karl Aage: Han husker den dag han kom hjem, hvor Regitze havde brugt hele ugelønne til at købe blomster for. Drømmen bli’r afbrudt, da Børge rejser sig for at holde tale. Han takker Regitze og Karl Aage for, at de har fået lov til at være deres venner. Karl Aages tanker går tilbage til en tur i Zoo, hvor han spørger Regitze, om hendes mor fru Andersen (Kirsten Rolfes) er religiøs. ”Kun hvis det, at blande sig i alt, er at være religiøs, så er hun” svarer hun. Tilbage ved bordet i kolonihaven kommer talen til at kredse om giftermål, og Regitze spørger ”Hvorfor giftede vi os egentlig Karl Aage”- ”Din mor” svarer han’. Han glemmer heller aldrig Regitzes mor, da de fortalte hende, at de boede samme uden at være gift, ”På Polsk” siger hun ophidset. ”Det tillader jeg aldrig”. De havde egentlig slet ikke tænkt på at gifte sig. En dag står moderen der med sine kufferter, og vil ikke forlade lejligheden før hun ser en vielsesattest. De var blevet gift på Rådhuset samme dag. ”Det var sandelig også på tide” er hendes kommentar. Hun får da sit barnebarn i armene, og begynder at tale om barnedåb. ”Han skal ikke døbes” bekendtgør de. Så er der brand i den igen. Moderen forlader dem i vrede, og går i sultestrejke. Selvom Regitze og Karl Aage står fast på deres beslutning, bliver det for meget til sidst. Moderen får sin vilje. Drengen blev døbt John. Smilende vender Karl Aage tilbage til haveselskabet, netop som Regitze siger, at hendes mor ikke altid var lige let at omgås. John mener også at hans mor var speciel. Han husker en Juleaften, hvor faderen kom frysende hjem. Han ledte da efter sin vinterfrakke og kunne ikke finde den. Regitze havde givet den væk til en hjemløs. Karl Aage blev godt sur, men det værste var, at hun havde inviteret den hjemløse til at spise med. Da han så endelig dukker op, har han taget nogle kammerater med. Det fik de en sund latter ud af. Han husker også dengang, da John kom hjem med mærker på kinden efter slag, og Regitze tog affære: Ingen skulle slå på hendes dreng. – Og dengang John blev student, hvor Karl Aage havde taget fri fra arbejde for at være hjemme og ønske tillykke. Og den stilhed der opstod da han kom ind i stuen, og hvordan John havde skammet sig over sin far. Det kommer til et brud mellem dem, Regitze kunne ikke acceptere den pige, han kom sammen med. Alle disse bittersøde minder risler gennem Karl Aage. Han husker også, da Regitze havde været hos John, og hun havde så meget godt at fortælle Karl Aage for – ”Når han ikke ville komme til dem, måtte hun tage til ham”. John havde fået en ny pige, Vibeke (Lise Kamp Dahlerup) – fraskilt med 2 børn – ”Hun er den rigtige for ham” er Regitze overbevist om. Havefesten er helt igennem en succes. Under dansen mindes han en nytårsaften, hvor Regitze blev væk for ham. Han troede han havde mistet hende. Men hun havde bare hentet deres søn. Og dengang han havde købt deres Kolonihave. Ih, guder, sikke et syn, og hvor de grinede. På Hospitalet får Karl Aage af lægen oplyst, at Regitze kun har kort tid igen. Han forstår det ikke, hun var jo rask. Da han kommer hjem til Regitze, forlanger hun af ham, at intet må forandres, og at de tager ud i kolonihaven den sidste tid. Karl Aage er som lammet, men Regitze, som den stærkeste, tager sig kærligt af sin bedrøvede mand.
