Egon bor på børnehjemmet Lykkehaven, men er meget sammen med Benny og Kjeld. Det er ikke så sjovt at få grød tre gange om ugen så Egon beslutter at blive søn af nogle rige forældre og således kan Benny og Kjeld samtidig blive den rige søns bedste venner. Egons plan lykkes, han bliver adopteret, men allerede på turen væk fra børnehjemmet viser det sig at være nogle skumle forbrydere fra Skandinavisk Raket Kompagni der har købt Egon af forstanderen for én million kroner. Egon er fast besluttet på at få fat i disse penge, for pengene er vel hans ! Det lykkes Egon at stikke af fra Raket Kompagniet, men snart har han forbryderne i hælene. Egon har mere eller mindre kvalificeret hjælp af Benny og Kjeld, men bliver til sidst fanget og anbragt i en raket. Benny og Kjeld ankommer til fabrikken i tank, men også de bliver fanget. Så dukker politiet pludselig uventet op på fabrikken, da unge Holm lige synes de skal undersøge de mærkelige sager som de har modtaget. Sideløbende med hovedhistorien følges Kjeld og Yvonnes første kærlighed.