Historien om det højrøvede æble Torben, som har ét mål i livet: at ende som et skinnende udstillingsæble i supermarkedets forjættede montrer.
Men Torbens snorlige vej mod succes og anerkendelse forplumres, da en nævenyttig orm ved navn Sylvia tager bo under Torbens perfekte skræl. Og hun har ikke så få meninger om, hvordan tingene skal gå…
Tvunget til at ændre kurs og til at leve side om side med ormen må Torben indse, at lykke ikke nødvendigvis måles i berømmelse og beundring, og i mødet med naturens andre mere eller mindre spiselige eksistenser finder Torben en helt ny mening med tilværelsen.