Udenfor den berømte operette-primadonna Elsa Bruuns (Bodil Ipsen) villa, møder vi, en våd, kold og tåget efterårsaften, en fattig og lurvet ung mand (John Price). Under armen bærer han en pakke, som han passer godt på. Han øjne søger de oplyste vinduer og han går ind. Han vil tale med fru Bruun, men hun har ikke tid til at tage imod ham. Hun er ved at lægge sidste hånd på en rolle, og vil ikke forstyrres. Han opsøger hende igen. Denne gang uden for teatret, hvor hun optræder. Han beder hende indtrængende læse et manuskript, han har skrevet til hende. Fru Bruun kaster et hurtigt blik på det. Da hun vil aflevere det til ham igen, er han forsvundet. I portnerlogen træffer fru Bruun teatrets brandmester (Carl Alstrup). Hun kalder ham “sin dårlige samvittighed”, da han tit bebrejder hende, at hun spiller på tempelteatret. Hendes velsignede talent misbruges til gøgl og pjat i stedet for at blive anvendt i kunstnerisk værdifulde opgaver. På teatret er der endnu en time til, at aftenens premiere på “Ræk mig din røde mund” skal løbe af stabelen. På scenen hersker der travlhed. Scenefolk farer frem og tilbage. Lys tændes og dekorationer bringes på plads. Brandmesteren går scenevant rundt i myldret. Forvirringen gør intet indtryk på ham. Teatrets direktør (Aage Schmidt) ankommer, knejsende af værdighed. Hans personale bukker ærbødigt. Værdigheden går af ham, da han erfarer, at fru Bruun endnu ikke er mødt. Men hun er mødt, blot så tidligt, at ingen har set det. Kun brandmesteren. Direktøren bliver ude af sig selv af raseri og frøken Sheridan (Helen von Münchhofen) øjner en chance for at overtage fru Bruuns rolle, da hun nu er udeblevet. Men fru Bruun sidder i sin garderobe, fordybet i den unge digters manuskript. Man kan se, at læsningen betager hende. Dagen for premieren oprinder og nerverne hænger uden på tøjet. Instruktøren (Victor Montell) og stykket forfatter (Sam Besekow) diskuterer nogle replikker, som er strøget af manuskriptet af hensyn til fru Bruun. Der er nævnt noget om et barn i manuskriptet, og det er en uskreven lov, at der ikke må tales om børn i fru Bruuns nærhed. Hun forlod, for år tilbage, mand og barn for at hellige sig sin kunst. Barnet døde en måned senere. Stykket kan begynde. Kun lysmanden Peter Clark (Carlo Wieth) mangler. Han er blevet kaldt på hospitalet til sit syge barn. Barnet kalder i febervildelse på sin mor. Lægen spørger Peter om ikke barnet mor kan komme, men får det svar, at moderen er død. Lægen mener, at det kan hjælpe barnet, hvis en anden kvinde kunne træde i moderens sted og Peter Clark kommer i tanke om fru Bruun og beder hende tage med ud på hospitalet. Han siger, at barnet vil blive beroliget ved at tro, at hendes mor er hos hende. Det vil kunne redde hendes liv. Fru Bruun spiller aftenens rolle. Peter Clarks bøn har rørt hende. Det præger hendes spil. Hendes smil – det berømte gyldne smil har ikke den samme kraft som tidligere på aftenen. Stemningen i salen er mat. Der gabes på tilskuerpladserne. I pausen tager fru Bruun afsted til hospitalet for at sidde ved barnets sengekant. Hun trøster det, fortæller eventyr, og synger. Barnet falder i en rolig og sund søvn og et lykkeligt smil lyser over hendes ansigt. Hun skynder sig tilbage til teateret, hvor hun nu spiller vidunderligt som aldrig før. Teaterdirektøren gnider sig i hænderne. Det betyder mange udsolgte huse. Fru Bruun finder ud af, at hende liv har været tomt. Hun har jaget succes i stedet for ægthed. Hendes kolleger bliver forbavsede over hendes beslutning og siger, at hendes gyldne smil vil bringe hende tilbage i rampelyset. Det gyldne smil vil atter sejre. Fru Bruun styrter ned i sin garderobe og smadrer et spejl mod sit ansigt. Hendes gyldne smil er for altid borte, men hendes sjæl er frelst.
Bio Program
