Christensen (Osvald Helmuth) er vicevært i en ejendom i den indre by. Han er ungkarl og har taget en lille fattig pige (Connie Meiling) til sig. Det er småkårsfolk, der befolker huset, og den gemytlige vicevært er som en far for dem. Oppe på kvisten bor en hel koloni af unge kunstnere: Skuespillere, dansere, forfattere og komponister. De er fattige, men holder fanen højt. De har tillid til, at de en dag vil få det store gennembrud, og de arbejder flittigt på en revy, som deres leder, en ung musiker og komponist (Børge Rosenbaum/Victor Borge), har skrevet. Disse unge mennesker er viceværtens specielle venner, for dybt i den landlige sjællænders hjerte har han selv drømmen om at komme til at stå på en scene. Men i øjeblikket har han kun set reversen af medaljen, nemlig de arbejdsløse skuespillere. En dag bukker en af de unge korpiger, Inger (Inger Stender) på kvisten, under for håbløsheden. Hun låser sin dør og åbner for gassen. Hun er bevidstløs, da viceværten bryder ind til hende, og bærer hende ud. Han får hende kaldt til live på sin egen bramfri måde, og får hende til at fatte nyt livsmod, da han foreslår hende, at rejse ud på landet til hans tante (Erika Voight), som har et lille husmandssted. Inger tager henrykt imod tilbudet, uden at ane, at viceværten længe har elsket hende, uden at turde sige det til hende. Han er desuden de unge kunstneres gode engel. Da de er bagud med huslejen, forsøger han at tale deres sag hos den skrappe sagfører (Bjørn Spiro), og det så kraftigt, at han bliver fyret. Hele den lille kunstnergruppe bliver også sat på gaden, men viceværten har fået en ide. De skal alle tage på en turne med revyen, som han selv vil finansiere med sine spareskillinger. De henvender sig til en forhenværende teaterdirektør, der lover at arrangere hele turneen. Han får viceværtens penge, og en skønne dag ruller en bus, fyldt med den glade ungdom, ud af byen. Imellem de unge skuespillerinder er der en ung pige (Asta Hansen), som er løbet bort fra sin rige far (Sigurd Langberg) og lige så rige forlovede (Poul Reichhardt) for at gå til scenen. Hendes forlovede følger efter gruppen, fordi han mener, at han kan overtale hende til at vende tilbage. Derimod er hendes far er så rasende over, at hun er rejst, at han truer med at sabortere hele turneen, så de andre medlemmer til sidst vil bliver nødt til at overtale hende, til at tage tilbage. Det bliver en begivenhedsrig turne for de stakkels kunstnere, og viceværten må med sorg se på at alle hans spareskillinger smuldrer bort. Den unge pige, som ser sin forlovede allevegne, tror det er ham der er skyld i alle ulykkerne. Men pludselig forandrer skæbnen sig. Viceværten og hans kammerater møder pludselig nogle udbrudte tugthusfanger, og disse bliver skyld i, at viceværten kommer til at stå med helteglorie om hovedet. Alle landets blade bringer hans billede, og en dame, en gammel særling, der med sin tjener bor i et ensomt hus, og som viceværten en gang har reddet fra et overfald, finansierer i taknemmelighed truppen, så den kan leje et teater i København til at spille deres revy på. Men den vrede far og den unge forlovede kommer endnu en gang til at spille med, og ved en tilfældighed bliver det på selve scenen, under publikums jubel. Næste dag er aviserne fulde af gode anmeldelser. De mener, at især viceværten er god til at synge en vise på den helt rigtige måde. Endelig får han mod til at fri til den lyse Inger, som glad kommer ham i møde i tantens hus. Men skæbnen er lunefuld. Han får ikke den kvinde han elsker, men går en lys fremtid i møde. Det skyldes tanken om hans nye karriere, hans venners trofasthed, og ikke mindst Lille Connies glade barnelatter.
Bio Program
