Alarm

En ung berømt kriminalforfatter – ophavsmanden til årets mest læste bøger, ”De otte tavse mænd”, ”Skriget i Havnen” og ”Skuddet i natten” – skriver under navnet Jess Clarck, men hedder i virkeligheden Sven Hansen (Lau Lauritzen jun). Han er gift med en yndig kvinde Gerda (Betty Søderberg), som i sin luksustilværelse ikke forstår, at hende mand henter inspiration til sine bøger ved at dykke ned og ”mænge” sig med samfundets udskud. I Londons dokker og i Paris’ skumle forbryderknejper er han en velkendt gæst, og hans evne til at ligne en ”indfødt” er forbløffende. Jess er sammen med sin hustru og tjener, kaldet Cæsar (Børge Rosenbaum/Victor Borge), vendt hjem til Danmark for at holde ferie. Mange dage varer det ikke, før han går i gang med sit livs første kriminalroman. Den forgår i København. Hans kone driller ham og Cæsar morer sig respektløs. Han spørger om han tror, der sidder revolvermænd i bøgetræerne, og bankrøvere i smørblomsterne, han der altid skriver om gangstere. Hvordan – og hvor – vil han finde dem i det fredelige lille Danmark. Men Jess har fundet sin ”kampplads”: Han søger optagelse i Falcks redningskorps og bliver antaget. Han bliver rasende, da han, den første dag, han er i korpset, ser sin tjener, der, efter ordre fra fruen, også har søgt ansættelse, så han kan passe på den unge herre. Ingen kender de nyankomne, og de unge mænd i korpset læser ivrigt i de sidste af Jess Clarcks romaner, uden at vide at Sven Hansen, der sidder ved siden af dem, er forfatteren. Assistent Petersen (Poul Reichhardt), der leder udrykningerne, er en flot ung fyr. Han er streng overfor mandskabet, men er til gengæld meget pigeglad, hvad den smarte kvindelige pressefotograf (Karen Jønsson) benytter sig af. Jess ser i ham en god type til sin bog og tager han hans hårdhændede væremåde med godt humør. Cæsar derimod kunne godt vride halsen om på ham, og benytter enhver lejlighed til ubemærket at hvæse af ham. I det hele taget er det udprægede mandfolkearbejde i korpset ikke noget, der falder i den forfinede herskabstjeners smag, og han bliver hurtigt korpsets syndebuk, Han bliver drilagtigt kaldet ”Søster”. Jes er med til mange udrykninger, men den store katastrofe – den store spænding – lader vente på sig. Gerda betror sig surmulende til sin far Fabrikant Smith (Johannes Meyer), som er direktør for en stor Kemikaliefabrik. Hun fortæller om sin mands ivrige jagt efter en sensation, der kan danne grundlaget for en kriminalhandling. Hun ved ikke, at hendes far, gennem sin sagfører Skov (Paul Rohde), er rodet ind i en lyssky affære, i hvis kølvand der sker uhyggelige og katastrofale hændelser. På Falckstationen går alarmen, og der rykkes ud til ildebrand på Smiths Kemikaliefabrik. Det lykkedes dog hurtigt brandfolkene at få branden under kontrol. Direktør Smith meddeler, at det er et af hans eksperimenter, der er skyld i branden. I virkeligheden er ilden påsat. Det er hans mangeårige assistent Langgaard (Victor Montell), en gammel særling, der med alle midler vil forhindre Smith i at fremstille en ny art giftgas med en frygtelig virkning. Umiddelbart efter denne hændelse bliver Langgaard fundet druknet i sin bil i Hellerup havn. Jess begynder at ane en vis forbindelse mellem de to hændelser, og sammen med Cæsar kommer de på sporet af Skov. Det viser sig, at han har en klemme på Smith. Men at ”knalde” denne slyngel er ikke så let, og da Jess’ kone vil blande sig i affæren på sin egen naive måde og ordne sagen, bringer hun både sin mand og sin far i en direkte livsfarlig situation. Men den lille pressefotograf, der er på færde alle vegne, hvor der foregår noget dukker op. Hun tilkalder i ellevte time assistent Petersen og Falckfolkene kommer deres kammerat til hjælp. Jess får ret i sin påstand om, at der i Danmark kan ske lige så spændende ting, som i alverdens forbryderkvarterer. Jess har fået stof til en ny bog og hans søde kone får atter sin mand for sig selv. Hun håber, at det varer længe inden han søger efter et nyt ”Miljø”. ”Søster” derimod er efterhånden blevet så glad for livet i korpset, at han kun modvilligt vender tilbage til sine huslige pligter. Hver gang han hører det kendte horn, vil han spekulere på, hvad der nu sker. For der sker noget hele tiden.

Bio Program