Jyllands vestkyst har altid været barsk, og de fiskere der drev deres hverv derfra, havde hårde kår. Når havet frådende og brølende brød kysten, stod de stovte fiskerkoner på stranden og spejdede efter deres mænd eller sønner ud over det oprørte hav. Mange blev derude, og én af dem var Anna Olesens mand, Jens Olesen (Osvald Helmuth), lille Jens’ far. Stille havde enkerne fundet sig i deres skæbne, men Anna (Betty Søderberg), der var fra København, og havde et iltert sind, pakkede sine få ejendele for at rejse til hovedstaden med sin dreng. Han skulle i hvert fald ikke være fisker. Annas svoger, den stovte fisker Mads Olesen (Sigurd Langberg), forsøger at tale hende fra sit forehavende, men hun står fast på sit. Mads spår fiskeriet en blomstrende fremtid med storeksport og industri, nye og større kuttere, nye fangstmetoder og ikke mindst store, sikre havne til skibene. 1938: I Esbjerg havn sidder, den nu gamle, hvidhårede, Mads og fortæller om gamle dage. Lille Jens (Frits Helmuth) er vendt tilbage efter moderens død. Han er indehaver af den største og flotteste kutter i havnen. Han går under navnet ”Københavneren” og er kendt som en heldig mand. Alting lykkes for ham. Han bor i et lille hus sammen med sin kone Johanne (Ellen Løjmar) og sin svigerinde Inger (Lise Thomsen) som er en yndig ung pige. Hans nabo fiskeskipper Christian Larsen (Axel Frische) har to sønner – begge i begyndelsen af tyverne: Torsten (John Price) er bleg, sygelig, med skæv ryg, der giver ham et krøblingeagtig udseende. Han nærer en sygelig jalousi mod sin diametralt modsatte storebror Svend (Lau Lauritzen jun.), en kraftig, køn og livsglad ung mand. Det går rent galt, da Torsten opdager, at de begge elsker Inger. Dagliglivet går sin gang for de to fiskerfamilier. Jens Olesen prøver, på sin godmodige måde, at jævne stridighederne omkring de unge mennesker. Men en dag bliver det Svend for broget. Han gør op med sin familie, og tager hyre på Jens Olesens kutter ’Frida’. Jens er glad for den unge mand, og alt tegner godt, indtil en aften, hvor Svend har inviteret Inger med ud og danse. Torsten som også er tilstede betragter dem, og hans sygelige jalousi og gamle had vælder op i ham. Førstemanden på hans fars kutter (Gunnar Lauring), en kedelig fyr med et stort spiritusforbrug, ser, hvad der går for sig. Han får Torsten med ind i dansesalen hvor han nøder ham til at drikke mere, end han har godt af. Hans mindreværdskomplekser forsvinder, og han udfordrer sin bror til at gå med udenfor og slås. Under gæsternes latter og spottende bemærkninger, får Svend sin bror bugseret ud i den friske luft. Den bitterhed og had som Torsten har gemt på i mange år, bliver overvundet, da han mærker Svends kærlighed. Svend får ham til at gå hjem, og glemme deres kontrovers. Torsten vakler hjemad, han føler sig ydmyget og lille. Hans omtågede hjerne udtænker en skadefro tanke. Han ved, at Jens Olesen næste dag starter en tur til Doggerbankerne, for at fiske, og at Svend er med, så han sniger sig ombord og ødelægger kutterens radiosender. Denne handling får uoverskuelige konsekvenser: En dag melder speakeren fra Blåvand Radio: ”Metrologisk institut melder storm” Alle kuttere får travlt med at redde deres grej, men ”Frida” har intet hørt, og fortsætter ufortrødent deres fiskeri. Mens natten falder på, og stormen farer hylende hen over havet, rejser der sig tårnhøje bølger, som kaster det lille fartøj hid og did. Inde på land går Torsten hvileløst rundt, pint af samvittighedskval. Det åbner hans øjne, og følelser han ikke før har kendt, kommer op til overfladen. Han husker nu pludselig broderens venlighed og altid godmodige overbærenhed med ham. Torsten fortæller sin far, hvad han har gjort og sammen gør de nu, hvad der kan gøres for at hjælpe en kutter i havsnød, og mens stormen stadig raser videre, kæmpes der, med alle midler, for at redde 4 gode danske fiskere fra druknedøden. Torsten betaler med sit liv for at redde de andres, men da døden lukker hans øjne, holder han sin brors hånd fast knuget i sin. En sær og urolig sjæl har fået fred. Men uanset hvad, der sker eller er sket, livet skal leves videre, og kutterne med deres besætninger stævner igen mod fjerne fiskepladser, for at fravriste havet dens rigdomme. Og inde på Land står kvinderne og venter. Sådan vil det fortsætte generation efter generation.
Bio Program
