På Aalborgbådens dæk står en spinkel blond pige, Elly Petersen (Bodil Kjer) og stirrer ind mod Københavns tårne og tage, der lyser i eftermiddagssolens skær. Hun ligner tusind andre unge piger, der lader sig lokke af avisannoncer om arbejde i den store by. Elly synes, at hun har været heldig. Hun har fået plads som stuepige i et pensionat i Nansensgade, med eget værelse og god løn. Jo, livet er herligt. Eventyret vinker forude. Elly har aldrig før været hjemmefra. Hun passede sine små søskende og der skete aldrig noget, men nu skulle livet leves. Her var mulighedernes by. Pensionatet var Ellys første skuffelse. Værtinden frk. Jørgensen (Henny Lindorff) er en simpel kvinde, der hundser rundt med hende. Intet hun gør, er godt nok, og da en af pensionærerne gør frække tilnærmelser til hende, pakker hun sin kuffert og går sin vej. Elly har en friaften været i byen, her møder hun Agnes (Betty Helsengreen), en veninde hjemme fra Frederikshavn. Nu opsøger hun Agnes, som tager imod hende med åbne arme, Agnes arbejder på et hotel på Vesterbro. Her skaffer hun Elly en plads. En dag møder Elly en ung mand, Hjalmar (Poul Reichhardt). Hun bliver meget betaget af ham. Hun ser ikke, at hans elegance er simili og hans sprog er groft og simpelt. Hjalmar er kronisk arbejdsløs. Han lever på nas hjemme hos “de gamle” (Ib Schønberg og Lotte Hasselmann), i deres kolonihavehus. Ved midsommerfesten i kolonihaven overtaler Hjalmar Elly til at flytte hjem til hans forældre. Han lader hende forstå, at der er en nemmere måde, at tjene penge på for en køn ung pige som hende. Da Elly bliver gravid, betror hun sig til Hjalmars mor. Her møder hun ingen forståelse. Hjalmar bliver rasende, da han får det at vide. Fortvivlet søger hun ind til Agnes. ”Ak ja, det er den gamle historie, hvor kæresten svigter, når der er mest brug for ham” siger hun. En aften passer Hjalmar hende op. Bange styrter hun op af trapperne til 5. sal. Her besvimer hun og en skærende smerte jager igennem hende, da hun aborterer.
Bio Program