Efter anden verdenskrig var tilstandene rædselsfulde i det meste af Europa. Kun ganske få lande slap uskadt gennem krigens rædsler. Byer lå i rygende ruiner, og sulten hærgede overalt. Menneskerne levede i jordhuler og kældre, uden håb, uden lægehjælp og uden mad. Det var svært at se voksne lide, men endnu værre at se børnene. Børn som ingen tog sig af, børn der vejede en trediedel af, hvad de skulle veje. Dansk Røde Kors, hvis motto er : “I krig og fred, barmhjertighed” startede et storstilet hjælpearbejde, og en af deres mest betroede læger Jørgen Viedel (Poul Reichhardt), blev sendt til Wien. Her deltog han i det store arbejde at vaccinere børn. Sultens uundgåelige følgesvend var tuberkulosen, den hvide pest, der som en bølge ville skylle hen over Europa, hvis ikke den blev stoppet. Jørgens arbejdsdag var lang, men den idealistiske ånd, der prægede ham og hans kammerater, holdt dem oppe gennem alle strabadserne. En dag, i den lange kø af ventende børn, besvimede en lille pige. Et lille magert ansigt lyste op mod Jørgen. Han løftede hende op for at lægge hende på en briks. Dette blev Jørgens første møde med Leni Rosner (Ilselil Larsen). Hendes korte liv havde været præget af rædsler. Kun 8 år gammel blev hun sammen med sine forældre sendt i koncentrationslejr. Hendes far, en kendt østrigsk forfatter, havde skrevet en bog mod nazismen, og derfor blev de regnet for farlige for “Der Führer”. Leni havnede i udslettelseslejren Auswitz. Her døde hendes Mor. Sammen med nogle andre børn blev Leni transporteret til en anden lejr og tatoveringen A 82643 vil altid minde hende om, hvor hun har været. I lejren havde hun stiftet bekendtskab med Karen (Lily Broberg), som nu var Røde Kors-lotte netop der. Hun genkendte hende som værende den samme person, som havde været med til at redde hende i Auswitz. Karen spørger Jørgen, om ikke de kunne få hende til Danmark. Jørgen får hende anbragt i sin onkel, direktør Lassens (Ib Schønberg), hjem og da han samtidig selv skulle have en hårdt tiltrængt ferie, kunne han jo holde et vågent øje med hende og være hende behjælpelig i det, for hende, fremmedartede forhold. I Danmark overvældedes hun gang på gang over al den overflod, som fandtes her. Husets herre var, trods sit kværulantiske væsen, en venlig mand. Familien bestod desuden af fru Lassen (Agnes Rehni), som er godheden selv, Hugo (Tom Rindom Thomsen) hans ene ben var stift p.g.a. børnelammelse og den voksne datter Edith (Lisbeth Movin), der var 21 år gammel og meget forelsket i Jørgen. Jørgen havde dog en rival i den unge kunstner Kurt (Preben Mahrt). I det Lassenske hjem blev Leni konfliktstof, der fik diskussionerne til at bølge frem og tilbage. I Leni så Edith alt det, der tog Jørgen fra hende. Hun bønfaldt Jørgen om at opgive arbejdet i Røde Kors og blive hjemme. Men han ville ikke gå på akkord med sin overbevisning og han ville ikke svigte den sag, der havde hele hans hjerte. Da han blev anmodet om at afkorte sin ferie, for at tage til Polen, sagde han ja. Det blev til et brud mellem ham og Edith. Hun ville ikke vente, sagde hun, det måtte være farvel. Leni genvandt sit glade barnesind i de trygge forhold, og i sit venskab til Hugo. Men en dag blev hun konfronteret med den barske virkelighed: En syerske (Alma Olander Dam) slyngede nogle harske ord i ansigtet på hende. Hulkende løb hun op på sit værelse. Her havde hun et sammenstød med Edith. Det blev for meget for det lille menneske. Hun forlod villaen og ingen kunne finde hende. Under deres søgen fandt Edith hende på landevejen og hun fortalte, at det hele var en stor misforståelse. I Polen havde Jørgen indrettet en Røde Kors station. Han var ikke så ivrig i sit arbejde mere. Hvad kunne det hele nytte. En kortege af Røde Kors biler ankom til stationen og han gør store øjne, da han opdager Edith mellem det nye personale. Glad ilede han hende i møde, og sammen gik de ind gennem døren med det Røde Kors – barmhjertighedens banner..
Bio Program
