Avismand Olsen (Ib Schønberg) har sin stade på Vesterbro torv, hvor han til dagligt oplever alskens skæbner. Alle slags mennesker handler hos Olsen, de fleste kan lide ham trods hans tro på Gud og en bedre skæbne efter døden. Blandt hans faste kunder er kendte folk som f.eks. Landsretssagføreren (Emil Hass Christensen), og den fanden i voldske Forfatter (Angelo Bruun) der hverken tror på Himmel og Helvede. Men Olsen har også en helt anden slags kunder, den letlevende barpige Dorrit (Lisbeth Movin), og Vesterbros hjemløse, der nok ikke køber mange aviser, men som til gengæld ved, at Olsen altid er god for en sjat varm Termokaffe. Landsretssagføren har handlet i mange år hos Olsen, og altid været glad for en hyggelig sludder. Men i den senere tid har han kun haft en utålmodig vrissen tilovers for Olsen. Det er konen Tove (Karin Nellemose) fortæller forfatteren til Olsen. Hun er ikke ung mere, og børn har de aldrig fået. Landsretssagføren er begyndt at dyrke andre græsgange. Forfatterens nye bog er netop den dag blevet rosende anmeldt i bladene. Men Olsen er ikke enig med anmelderne og siger rent ud til ham. Det de skriver, er så dødsens trist. For selv over den mest beskidte baggård i Saxogade lyser der dog et stykke af Vorherres blå himmel. De tror de skildre sandheden, men de ser kun den ene side af den, hvor Fanden sidder og griner, fordi det hele går ad helvede til. Forfatteren smiler godmodigt af bemærkningerne. Olsen er jo ’Forsikret i den himmelske assuranceselskab’ og tror at selv en Avismand kan have en lille bitte andel i Vorherres husholdning. Men det er netop denne tro, der får Olsen til at udrette mærkelige ting. Det er den, der en kold Vinternat giver ham mod til at trodse alle autoriteter og åbne Eliaskirkens porte på vid gab for Vesterbros hjemløse. Det er den, der gør at han kan tale med en pige som Dorrit og give hende den selvagtelse tilbage, som hun måske uden at være klar over det, længe har kæmpet hårdt for selv at finde. Og det er den, der får ham til at opsøge Landsretssagførens kone og vise hendr. Men i den senere tid har han kun haft en utålmodig vrissen tilovers for Olsen. Det er konen Tove (Karin Nellemose) fortæller forfatteren til Olsen. Hun er ikke ung mere, og børn har de aldrig fået. Landsretssagføren er begyndt at dyrke andre græsgange. Forfatterens nye bog er netop den dag blevet rosende anmeldt i bladene. Men Olsen er ikke enig med anmelderne og siger rent ud til ham. Det de skriver, er så dødsens trist. For selv over den mest beskidte baggård i Saxogade lyser der dog et stykke af Vorherres blå himmel. De tror de skildre sandheden, men de ser kun den ene side af den, hvor Fanden sidder og griner, fordi det hele går ad helvede til. Forfatteren smiler godmodigt af bemærkningerne. Olsen er jo ’Forsikret i den himmelske assuranceselskab’ og tror at selv en Avismand kan have en lille bitte andel i Vorherres husholdning. Men det er netop denne tro, der får Olsen til at udrette mærkelige ting. Det er den, der en kold Vinternat giver ham mod til at trodse alle autoriteter og åbne Eliaskirkens porte på vid gab for Vesterbros hjemløse. Det er den, der gør at han kan tale med en pige som Dorrit og give hende den selvagtelse tilbage, som hun måske uden at være klar over det, længe har kæmpet hårdt for selv at finde. Og det er den, der får ham til at opsøge Landsretssagførens kone og vise hende noget, der bliver begyndelsen til en helt ny tilværelse for to mennesker, der næsten helt er gledet fra hinandsen. Og selv en skeptiker og kyniker som forfatteren opdager en dag, at den jævne Avismand Olsen fra Vesterbro Torv ved noget, som har har brug for.
