I det idylliske landskab i Mols bjerge ligger Krogerød kro, hvor kromanden Peter Jens Christian Rasmussen (Ib Schønberg), sammen med sin dominerende kone, (Henny Lindorff) driver en meget vanrøgtet kro. Der er stærke kræfter fra afholdsbevægelsen i gang med at fratage kroen sin spiritusbevilling, med sognerådsformand Niels Kvist (Angelo Bruun) i spidsen. En dag kommer en ung, smuk pige til kroen Annemarie Poulsen (Annemette Svendsen), fra Brabrand. Hun fortæller kromanden, at han er hendes far. Historien starter egentlig 18 år tidligere på kasernen i Randers. Her blev der en tidlig sommermorgen, af en anonym, indleveret en rund velformet pakke. Pakken blev bragt til kommandanten. Virkningen af indholdet i pakken var katastrofal. Den indeholdt nemlig en lille pige. På pakken var der hæftet en seddel med nummer 66, som var Rasmussens navn. Men han var snu rad, der gjorde opmærksom på, at hvis man vendte sedlen, stod der nummer 99, som var hans kammerat Møller Sørensen, (Knud Heglund). De enedes da også om at dele udgifterne. Sammen havde de nu i samfulde 18 år prentligt afleveret deres bidrag til den lille pige hos den stedlige ordenshåndhæver Landbetjent Madsen (Rasmus Christiansen). Og nu 18 år senere dukker “den fatale fejltagelse” op i Krogerød og hun er på det nærmeste nær ved at ødelægge det pæne fredelige samfund. Annemarie bliver ansat på kroen. Annemarie og Rasmussen får hurtigt et meget nært forhold, men den hysteriske fru Rasmussen har alt muligt at udsætte på hende så, hun forlader sin plads på kroen. Rasmussen har dog informeret Sørensen om Annemaries ankomst, så da hun forlader kroen tvinger han mere eller mindre mølleren til at ansætte hende. Annemarie har allerede ved sin ankomst stiftet bekendtskab med møllerens søn, Anders (Louis Miehe-Renard), og med hans hjælp bliver hun ansat på møllen. Den stedlige teaterforening med Rasmussen i spidsen skal opføre ”Elverhøj”. Snart er Annemarie involveret i dette. De to unge spiller sammen både på teateret og ikke mindst i det private, men det huer ikke mølleren, for tænk nu hvis han var faderen – så var de jo halvsøskende!. En mystisk dame, Kristiane Mikkelsen (Karin Nellemose), dukker op. Hun tager, gennem fæstekontoret i Hallager som bestyres af Klemmensen (Johannes Meyer), plads på kroen og vender op og ned på forholdene på kroen, så den ikke er til at kende igen. Kristiane hører tilfældigt en samtale mellem mølleren og kromanden. Hun beder dem om et møde, og de mødes alle 3 hos landbetjent Madsen, hvor hun betro dem, at de ikke er far til Annemarie. Kristiane kan ikke undgå at høre en samtale, som Englund og Kvist fører. Englund vil have fat i kroen til sin datter og svigersøn og det skal Kvist hjælpe ham med. Til gengæld vil han få de 12 tønder land eng nede ved mosen, som han så gerne vil have fingre i. Kristiane opsøger Kvist, der en gammel ven af hende. Hun appellerer til hans samvittighed og får forpurret deres rævekage. Under opførelsen af dilettantforestillingen sker der en højest ejendommelig udvikling, som vil have forbløffet forfatteren.
Bio ProgramEr de Jens Peder Christian Rasmussen…??
Ja, hvorfor det..
Jo, for så er de min far….!!